
Danske Fodterapeuter lancerer e-læring til medlemmerne. Det første, du kan e-lære om, er overenskomsten for privatpraktiserende fodterapeuter.
Hvordan søger jeg om et ydernummer? Hvordan læser jeg en kontrolstatistik? Og hvordan skriver jeg min ventetid på sundhed.dk? Spørgsmålene om overenskomsten står i kø, når man er nyuddannet eller det er længe siden, man har læst op på reglerne i overenskomsten. Derfor lancerer Danske Fodterapeuter nu et praksiscertifikat, som du kan tage derhjemme via e-læring, når det passer dig.
En ny måde at lære på
E-læring om overenskomsten er gratis og består af tre moduler, som du skal bestå for at få et praksiscertifikat. Du kan bruge e-læringen, når det passer dig og sætte det på pause, hvis du fx skal spise aftensmad med familien.
”Målet med praksiscertifikatet er at klæde medlemmerne bedre på til at arbejde under overenskomsten, så flere udnytter mulighederne og får et større indblik i reglerne. Som nyuddannet kan det være en stor mundfuld at sætte sig ind i overenskomsten. Man kan jo altid læse den, men vi ved godt, at mange lærer bedre på mange andre måder. Desuden er e-læring et ekstremt godt værktøj. Det er fleksibelt og kan passe ind i alles hverdag, fordi man selv kan bestemme, hvornår man vil undervises”, siger Lea Stentoft Berling, sekretariatschef i Danske Fodterapeuter.
Er du erfaren, kan du også sagtens få meget ud af at gennemføre e-læringen i overenskomsten. Du kan også bruge e-læringen til at få svar på specifikke spørgsmål om fx vikarer, flere kapaciteter eller ydelser. Du kan til hver en tid åbne e-læringen og gå direkte til den del, du vil høre mere om.
Mere e-læring på vej
Praksiscertifikatet er det første af flere tilbud, som Danske Fodterapeuter vil lancere. Fremover vil e-læring byde på en vifte af forskellige tilbud, der skal udvikle medlemmernes kompetencer. E-læring i overenskomsten er finansieret af Kvalitets- og Efteruddannelsesfonden, og Danske Fodterapeuter tog allerede de første spadestik til konceptet, inden coronaepidemien begyndte.
“På det tidspunkt havde vi ikke indgået den seneste overenskomst og vidste ikke, at den ville lægge endnu mere vægt på kompetenceudvikling. Det ligger e-læring godt i tråd med og nu er der tilmed en økonomisk gulerod, fordi man nu også har mulighed for at blive betalt for den tid, det tager at opnå certifikatet. Denne digitale form for kompetenceudvikling er noget, vi vil bygge videre på i tilbuddene til medlemmerne fremover”, siger hun.
Indholdet og tilrettelæggelsen af praksiscertifikatet er blevet pilottestet af en gruppe medlemmer af Danske Fodterapeuter og vil senere blive evalueret.
Praksiscertifikat i overenskomsten
|