Når en patient får tilskud fra regionen, betyder det, at patienten betaler én del af behandlingsbeløbet og regionen betaler den anden del. Patienten afregner med dig i klinikken og regionen afregner hver måned elektronisk med yderindehaver.
Patienter kan få tilskud inden for fire specialer:
- Diabetes (speciale 54)
- Nedgroede tånegle/Ortonyxi (speciale 55)
- Arvæv efter strålebehandling for fodvorter (speciale 59)
- Svær leddegigt eller psoriasisgigt (speciale 60)
I Ydelsesbeskrivelsen kan du læse om, hvilke specifikke ydelser, patienter kan få tilskud til. Ydelsesbeskrivelsen er vigtig at kende godt, så du sikrer dig, at dine patienter får de tilskud, som de er berettiget til. Vi anbefaler, at du bruger Ydelsesbeskrivelsen som et opslagsværk i dagligdagen.
Takster på ydelser
Alle ydelser har faste takster, hvilket betyder, at du ikke selv må bestemme prisen, når du har en overenskomstpatient. Dit honorar på ydelserne bliver reguleret hvert halve år i april og oktober måned.
Hvis du har behandlende medhjælpere i klinikken
Regionen afregner alle ydelser med yderindehaver, og du skal herefter afregne med den behandlende medhjælp for de ydelser, de har udført.
Husk at tjekke din returregning hver måned
Hvis du ikke bruger ydelsesbeskrivelsen eller henvisningen korrekt, risikerer du at få en returregning fra regionen. Husk derfor at tjekke din honorarspecifikation på afregningsportalen hver måned. Du har nemlig ofte mulighed for at rettet returregninger, så du ikke mister dit honorar.
Du kan logge ind på afregningsportalen på sundhed.dk. Når du er logget ind på sundhed.dk, finder du fanen Praksis og afregningsportalen og klikker på Lister. Her ligger din honoraropgørelse og returregninger.
Hvis du har spørgsmål til en returregning, skal du kontakte din regions afregningsteam. Du finder kontaktoplysninger på din afstemningsadvis fra regionen.
Kontrolstatistik
I kontrolstatistikken vurderer regionen din gennemsnitlige udgift pr. patient i forhold til den gennemsnitlige udgift pr. patient på regionsplan. Dette gør regionen for at sikre, at du ikke har misforstået overenskomsten og ikke bruger ydelserne forkert. Kontrolstatistikken er også en mulighed for at få et overblik over, hvordan fordelingen af dit forbrug af ydelser har været det sidste år.
Afviger din opgørelse med mere end 25% fra regionsgennemsnittet, kan du blive bedt om at give en skriftlig forklaring på, hvorfor din opgørelse afviger fra regionsgennemsnittet.
Du finder din kontrolstatistik på afregningsportalen på sundhed.dk. Når du er logget ind på sundhed.dk finder du fanen Praksis og afregningsportalen og klikker på Lister. Her kan du hente forskellige dokumenter inklusiv din kontrolstatistik.
Har du brug for vejledning eller hjælp kan du kontakte Danske Fodterapeuter på telefon 43205120 – tryk 1.