I den kommende periode vil forhandlingerne om nye overenskomster for offentligt ansatte – herunder fodterapeuter – gå i gang. Blandt kravene er højere løn til fodterapeuter.

”Løn, løn og mere i løn.”
Sådan har Cille Holse – formand for Danske Fodterapeuter – formuleret kravene og forventningerne til de nye overenskomster for offentligt ansatte fodterapeuter. Hun siger:
”Det er helt nødvendigt med en attraktiv løn for at kunne tiltrække og fastholde fodterapeuter i faget, da der er mangel på dem flere steder i landet. Det gør det sværere for arbejdsgiverne at rekruttere de kompetencer, de har brug for.”
Forhandlingerne foregår i samarbejde med en række andre organisationer på sundhedsområdet, hvor den største organisation er Dansk Sygepleje Råd.
Forhandlingerne foregår i fællesskab med andre
Forhandlingerne foregår i samarbejde med en række andre organisationer på sundhedsområdet, hvor den største organisation er Dansk Sygeplejeråd.
Noget af det første, der skal ske, er, at lønmodtagerorganisationerne starter med at drøfte internt, hvilke krav og forventninger de hver især har til forhandlingerne. De drøftelser foregår i Sundhedskartellet, som repræsenterer lønmodtagerne fra en række sundhedsfaglige fagforeninger i forhandlingerne.
”Her skal man blive enige om, hvilke krav vi i fællesskab fremsætter over for arbejdsgiverne. Når vi er mange, der står bag kravene, står vi stærkere,” siger Jesper Farbøl, som er forhandlingschef i Danske Fodterapeuter.
På den anden side af forhandlingsbordet sidder Danske Regioner og Regionernes Lønnings- og Takstnævn som repræsentant for arbejdsgiverne.
Forhandlinger handler om at give og tage
Når man forhandler overenskomster, møder parterne op med hver deres krav og forventninger.
”Det foregår på den måde, at man lytter til de krav og interesser både lønmodtagere og arbejdsgivere har til de nye overenskomster. I visse situationer kan parterne ligge langt fra hinanden, og så må man arbejde sig hen imod et kompromis, begge parter kan være tilfredse med,” siger Jesper Farbøl.
Forhandlingerne går i gang i starten af 2026 og fortsætter frem til sidst i februar 2026. De skal være helt afsluttet inden udgangen af februar. De nye overenskomster forventes at træde i kraft den 1. april 2026.
”Når forhandlingerne er afsluttede, skal offentligt ansatte medlemmer stemme om resultatet. Kun hvis et flertal af medlemmerne stemmer ja, kan den træde i kraft,” siger Jesper Farbøl.
Mere om Sundhedskartellet
Sundhedskartellet er en forhandlings- og samarbejdsorganisation for ca. 80.000 lønmodtagere fra sundheds- og socialsektoren. Sammenslutningens formål er at sikre organisationerne størst mulig indflydelse på forhandlinger og aftaler for ansatte i kommuner og regioner.
Udover Danske Fodterapeuter er følgende med i kartellet: Dansk Sygeplejeråd, Danske Tandplejere, Danske Psykomotoriske Terapeuter, Farmakonomforeningen, Radiografrådet og Kost- og Ernæringsforbundet.
Sådan forhandles overenskomsten
En overenskomstforhandling er en aftale om løn- og arbejdsvilkår, der indgås mellem en arbejdsgiverorganisation og fagforeninger, der forhandler på vegne af lønmodtagerne.
Danske Fodterapeuter forhandler på vegne af de medlemmer, der er offentligt ansat – typisk på hospitalerne. Det er Sundhedskartellet, der er i sidste ende forhandler med arbejdsgiverne fra kommuner og regioner på vegne af blandt andre Danske Fodterapeuters medlemmer.
Overenskomsterne gælder typisk for 2 eller 3 år. Inden overenskomsterne udløber mødes parterne for at forhandle og forny dem. Det er en længere proces, der starter med input fra medlemmerne og afsluttes med, at samme medlemmer skal stemme ja eller nej til den endelige aftale.