Fodterapeuter vil have mere ansvar

Fodterapeuter er klar til mere ansvar under praksisoverenskomsten – både i forhold til sårbehandlinger og nedgroede negle.

En af de ting, der springer i øjnene i Danske Fodterapeuters nye undersøgelse blandt 500 fodterapeuter, er, at rigtig mange ønsker mere ansvar. Det drejer sig især om behandlingen af sår og nedgroede negle, hvor fodterapeuter er klar til at spille en større rolle i det nære sundhedsvæsen. Og så vil fodterapeuter have lige muligheder for at henvise patienter direkte til sårcentre i alle regioner. I dag sker det kun i tre ud af fem. 

”Jeg synes, at det er helt naturligt at give os fodterapeuter større ansvar for behandlingen af patienter med nedgroede negle og sår. Hvis vi kan behandle dem med det samme eller henvise direkte, kan vi i højere grad forebygge negleoperationer og amputationer. Det vil være med til at øge livskvaliteten og spare samfundet for unødvendige udgifter”, siger Cille Holse, formand for Danske Fodterapeuter.  

Tre ud af fire fodterapeuter vurderer imidlertid, at honoreringen af behandlingen for nedgroede negle ikke svarer til den arbejdsindsats, de skal yde. Der er mere end dobbelt så mange, som er utilfredse med den honorering i forhold til, hvordan de vurderer honoreringen af andre behandlinger.  

“Jeg mener, at der er god grund til at se på, hvordan vi honorerer fodterapeuter for behandlingen af nedgroede negle, så det svarer til den arbejdsopgave, vi løfter. Det giver mening, så vi kan forebygge endnu flere operationer”.

Læs om behandlingen af nedgroede negle

Lange ventelister trækker trivslen ned

Undersøgelsen viser, at de lange ventelister trækker trivslen ned blandt fodterapeuter. Hver tredje siger, at de afviser patienter én gang om ugen, og hver femte gør det fem eller flere gange om ugen. Nogle fodterapeuter oplever sågar at blive skældt ud, når de ikke har ledige tider.  

”Jeg synes, at ventelister er et kæmpe problem, som Danske Fodterapeuter gør alt for at adressere. Medlemmerne oplever det som tidskrævende og stressende at afvise patienter hele tiden. For vi ved jo, at tid kan være afgørende i forhold til, om vi kan forebygge flere negleoperationer og amputationer blandt mennesker med diabetes”, siger Cille Holse.  

Kort om undersøgelsen

Undersøgelsen er sendt til 1116 medlemmer af Danske Fodterapeuter, der enten har ydernummer eller er behandlende medhjælp. 500 har svaret, hvilket svarer til 44 procent. Undersøgelsen er gennemført fra den 6. maj til den 27. maj 2026.  

  • 76 procent af dem, der har svaret på undersøgelsen, er mellem 45 og 64 år, og 94 % er kvinder, og 5 % er mænd.
  • 72 % er klinikejere, 27 % er indlejere og 0,6 % er ansatte.
  • 77 % er ydernummerindehavere, og 22 % er behandlende medhjælp.  

Udebehandlinger slider på kroppen

Ud over ventetiden peger medlemmerne på, at udebehandlinger er fysisk belastende og tærer på kræfterne. Tre ud af fire fodterapeuter kører ud i større eller mindre grad. Dem, der ikke gør det, begrunder det med, at det er for fysisk hårdt på grund af dårlige arbejdsstillinger. Andre bliver hjemme i klinikken, fordi der er en kollega, der tager sig af køreturene. Betalingen for transporttid, benzin og reparationer af bilen er også faktorer, der påvirker lysten til at køre ud.  

”Hvis telefonen kimer og patienterne står i kø for at få en tid, så skal der virkelig være en økonomisk gulerod for at køre ud. For der er mange usikkerheder forbundet med at dukke op på patienternes bopæl. Det er ikke altid, vi får besked, hvis patienter fx er indlagt eller for syge til at modtage behandling, og det kan vi miste indtægt på. Ikke desto mindre er det vigtigt, at borgere, der ikke kan komme til os, kan få behandlet deres fødder, så jeg mener, at det er nødvendigt at tænke nyt i forhold til at gøre udebehandlinger mere attraktive”, siger Cille Holse. 

Sund økonomi med lang arbejdsuge

Tre ud af fire fodterapeuter siger, at de arbejder mere end en normal arbejdsuge på 37 timer, når man regner praktisk og administrativt arbejde med. Tre ud af fem arbejder mellem 38 og 50 timer om ugen, mens hver 10. arbejder mere end 50 timer. Til gengæld vurderer to ud af tre, at deres økonomi er enten meget sund eller overvejende sund.  

”Mit bud er, at de mange timer, vi arbejder, kan være afgørende for, at vi kan have en sund økonomi. Det er skønt med en sund økonomi, men det indebærer jo en risiko for, at vi bliver slidt op for tidligt. Jeg synes derfor, at vi skal honoreres, så vi ikke behøver at arbejde ekstra for at kunne have en sund økonomi”.  

Efteruddannelse i biomekanik og indlægsteknologi

Ni ud af ti fodterapeuter laver indlæg, men størstedelen gør det ikke så ofte. De siger, at de savner mere kompetenceudvikling indenfor biomekanik og indlægsteknologi og vil klædes bedre på til at motivere patienterne. Desuden savner de mere tid til at fremstille indlæg.  

Og noget tyder på, at lysten til at lave indlæg er høj og mange ønsker flere kurser i indlæg og biomekanik. Hver tredje siger, at de har investeret i nyt indlægsudstyr inden for de sidste fem år, og hver femte overvejer at gøre det. Det er især udbredt hos større klinikker, hvor der er mulighed for stordriftsfordele.  

”Indlæg er en af vores spidskompetencer og er en vigtig brik i forebyggelsen. Derfor er jeg glad for, at så mange laver indlæg og er villige til at investere i ny teknologi. Men jeg kan se, at der er god grund til at se på barriererne for at introducere indlæg som en del af behandlingen. Derfor mener jeg, at vi har brug for en efteruddannelse i biomekanik a la den, vi har i diabetes. Det vil få en positiv indvirkning på brugen af indlægsbehandlingen til at forebygge alvorlige fodproblemer”.   

Noget tyder på, at udviklingsdriften også er stor i forhold til lysten til at vækste. To ud af fem af de 500, der har deltaget i undersøgelsen, svarer, at de gerne vil udvide klinikken med en eller flere fodterapeuter.  

Andre fakta fra undersøgelsen

  • 88 procent har en enkeltmandsvirksomhed, 4 % et anpartsselskab (ApS), 4 % kompagniskabspraksis og 4 % en samarbejdspraksis.  
  • 40 procent har ikke direkte henvisningsret til et sårambulatorium. 
  • 34 procent arbejder alene. 
  • 89 procent har deltaget en eller flere gange på netværksmøder.  
  • 24 procent har arbejdet under praksisoverenskomsten mellem 0 og 5 år, mens 27 procent har gjort det i mere end 21 år.  

Læs om praksisoverenskomsten