
Som led i Fodens Dag-kampagnen satte Danske Fodterapeuters medlemmer fokus på børns fodsundhed den 8. oktober i tæt samarbejde med Skobranchen og fodterapeutstuderende. Et samarbejde, der viste sig, at være frugtbart.

”Tre ud af fire børn går i for småt fodtøj”
Sådan lyder et af de slogans, der er del af kampagnen for Fodens Dag.
”Vi ved fra forskningen, at børns fødder vokser i ryk, og at mange voksnes fodproblemer er begyndt, mens de var børn. Ofte fordi de gik i forkert eller for småt fodtøj. Derfor synes vi, at det er oplagt at være til stede der, hvor familierne køber deres børnesko – nemlig i skobutikkerne,” fortæller Danske Fodterapeuters formand Cille Holse.
God råd og nye sko
Danske Fodterapeuter indgik derfor et samarbejde med Skobranchen, som organiserer skobutikker over hele landet.
”Begge parter har en fælles interesse i, at børn går i de rette sko og skifter dem, når det er nødvendigt. Det er oplagt, at der er en fodterapeut til stede på dagen, når familierne alligevel skal købe nyt fodtøj til barnet. Sko i den rette størrelse og pasformhar stor betydning for fodsundheden,” siger Cille Holse.
Danske Fodterapeuter havde i samarbejde med Skoringen i Field’s aftalt at være til stede med flere fodterapeuter på dagen mellem kl. 15 og 17 for at rådgive børnefamilier om valg af børnesko.
”Det var bestemt ikke nogen dårlig ide. Vi fik besøg af mange familier, hvoraf flere havde børn med fodproblemer. Alle familier fik gode råd om deres barns nuværende fodsundhed, hvad de selv skal holde øje med fremover, og hvordan de kan vurdere, om deres barn går i de rigtige sko og strømper. Og flere af børnene fik sig da også et par nye sko, der passede godt til netop deres fod. De to fodterapeutstuderende fik også prøvet kræfter med rådgivning af forældre,” siger Cille Holse.
Studerende blev en erfaring rigere
De to fodterapeutstuderende Anja Schrøder og Anne Aasen, der deltog i arrangementet i Field’s, blev også en erfaring rigere. Selvom det ikke altid var lige nemt at få de små spilopmagere til at sidde stille, var fodterapeutstuderende Anja Schrøder fra fodterapeutskolen i København glad for at prøve kræfter med at rådgive børnefamilier. Hun siger:
”Det var godt at prøve. Det er meget anderledes at vejlede forældre. De har nogle helt andre spørgsmål, end de voksne patienter ellers har. Men det var også fint at mærke grænserne for, hvad man egentlig ved, og at det ok at sige, at der er noget, jeg ikke ved.”
De to studerende fik også prøvet at tjekke skostørrelsen ved at tegne skabeloner af børnenes fødder på et stykke papir, klippe skabelonerne ud og lægge dem i skoene for at se, om de passer.
”Det var også sjovt at bruge fodens form til at kigge på skoene og fodsundheden,” fortæller Anne Aasen.
Børnene fik balloner og plastre med maskotten Sune, der er en sule med blå fødder. Der var også klistermærker til spejlet derhjemme, der minder dem om at tørre sig mellem tæerne, klippe neglene lige over, sprede tæerne som Sune og huske tøfler, når de bader i en hal.
Også butikschef for Skoringen Rikke Nissen var glad for arrangementet og så gerne at fodterapeuterne kom igen til næste år.

Læs også
På altomfoden.dk kan du læse noget om, hvordan et forældrepar oplevede at deltage i Fodens Dag.