Hvis du har brug for at blive aflastet i en periode på mere end 15 måneder, kan du dele dit ydernummer med en kollega.
For at få godkendt, at du kan få en behandlende medhjælp § 18.2, skal du have en gyldig grund. Det kan fx være særlige familiemæssige forhold, din alder, dit helbred eller at du ønsker at stille din arbejdskraft til rådighed for andre funktioner, som fx at arbejde en dag om ugen på hospitalet eller påtage dig et politisk hverv.
Hvis du deler din kapacitet med en anden fodterapeut, får du med stor sandsynlighed et omsætningsloft. Det betyder, at de behandlinger du og den behandlende medhjælp samlet tilbyder, skal svare til den omsætning, du ville have haft, hvis du kun var dig selv.
Du skal udfylde og indsende 3 bilag sammen med en ansøgning:
Tilmeldingsskema
Samtykkeerklæring
Børneattest.
Du finder tilmeldingsskemaet nedenfor.
Ansøgningen:
Ansøgningen skal forklare regionen, hvorfor du har brug for hjælp. De gyldige årsager er:
Særlige familiemæssige forhold
Ønske om at stille sin arbejdskraft til rådighed for andre funktioner
Alder
Helbredsmæssige udfordringer
Forbered din ansøgning som en fil på din computer, før du starter.
Klik på linket ”Samlet skema” nedenfor for at åbne tilmeldingsskemaet
Udfyld alle felter i skemaet. Tilmeldingsskemaet fører dig igennem det, du skal udfylde, når du først har valgt, hvad du søger om.
Upload din ansøgning, når du bliver bedt om det.
Efter indsendelse:
Systemet genererer automatisk tre dokumenter: Tilmelding til yderregistret (også kaldet “det blå skema”), samtykkeerklæring og en fuldmagt til indhentelse af børneattest
Du bliver bedt om, at godkende indsendelsen med dit MitID
Du får svar fra regionen i din e-Boks erhverv, når din ansøgning er behandlet
For at din nye kollega kan få adgang, skal du ringe til MultiMed på tlf. 75 72 54 99 og trykke 1. Du skal oplyse dit ydernummer og din behandlende medhjælps cpr-nummer.
MultiMed oplyser dig en unik adgangskode til fodstatushotellet, som du skal skrive ind i dit journalsystem. Dette gør det muligt, at logge direkte på fodstatushotellet via dit system.
Regionen afregner alle ydelser med dig, og du skal herefter afregne med den behandlende medhjælp for de ydelser hun/han har udført.
Hvis du ikke længere vil have et omsætningsloft, kan du opsige din aftale om behandlende medhjælp § 18.2 ved at sende en mail til Danske Fodterapeuter på info@fodterapeut.dk. Skriv det fulde navn på den behandlende medhjælp og slutdato. Regionen vil herefter fjerne dit omsætningsloft. Opsigelsesperioden er løbende måned + en måned.
Vær opmærksom på at omsætningsloftet ved ophør vil blive beregnet på månedsbasis. Det vil sige, at du ikke kan bruge hele omsætningsloftet de første 6 måneder og herefter opsige det.
Få mere viden om omsætningsloft
Regionen beregner omsætningsloftet ud fra din højeste årlige omsætning inden for de seneste 3 år. Nogle gange vælger regionen dog at give et omsætningsloft, som er højere, end hvad du tidligere har omsat for. Omsætningsloftet indeholder kun den omsætning, du har fra tilskudsdelen af honoreret. Derfor tæller patientandelen af betalingen og afstandstillæg ikke med.