Fodterapeuter oplever krænkende adfærd fra patienter

Fodterapeut undersøger en patients fod

Fodterapeut undersøger en patients fod

Seksuelle kommentarer eller tilnærmelser topper listen over, hvilke former for krænkende adfærd som fodterapeuter kan opleve i deres kontakt med patienter. Det viser en stikprøveundersøgelse, som Danske Fodterapeuter har lavet blandt foreningens medlemmer.

I alt har 119 fodterapeuter rapporteret, at de har været udsat for seksuelle kommentarer eller antydninger fra patienter, mens 105 har oplevet at få upassende kommentarer om deres udseende eller krop. Særligt alvorligt er, at 127 fodterapeuter har været udsat for direkte seksuelle tilnærmelser eller uønskede berøringer i forbindelse med deres arbejde.

Når medlemmerne ringer til rådgivningen

I Danske Fodterapeuters telefoniske rådgivning sker det også, at medlemmer henvender sig, fordi de har oplevet krænkende adfærd i deres praksis. Typisk får de jurist Jesper Farbøl fra rådgivningen i røret.

“Indimellem taler jeg med et medlem, der har brug for at tale om en ubehagelig oplevelse med en patient. Jeg kan kun opfordre alle, der oplever uacceptabel adfærd fra patienterne til at henvende sig, hvis man ikke får sagt fra i situationen eller har brug for at vende det. Vi vil gerne støtte medlemmerne i at håndtere krænkende adfærd, men kan kun gøre det, hvis vi hører om det,” siger Jesper Farbøl.

Andre former for krænkende adfærd

90 fodterapeuterne har oplevet, at deres kompetencer og faglighed er blevet nedvurderet, mens 92 har oplevet at blive råbt af eller udsat for aggressiv, verbal adfærd. Et fåtal har fået nedværdigende kommentarer pga. deres køn, kønsidentitet, etnicitet, alder eller religiøse overbevisning.

Derudover tilkendegiver 77 fodterapeuter, at de ikke har oplevet nogen former for krænkende adfærd, mens 1 enkelt svarer, at upassende kommentarer udelukkende er kommet fra patienter med demens.

”Når man har en patient – med en diagnose som fx demens – der udviser mindre former for uhensigtsmæssig adfærd, kan man ikke uden videre afvise at behandle patienten. Som fodterapeut er man en del af sundhedsvæsenet og har i et vist omgang pligt til at varetage behandlingen af patienten. Der er dog naturligvis grænser for, hvad man skal acceptere,” siger Jesper Farbøl og tilføjer:

”I Danske Fodterapeuter anbefaler vi, at man slår sig ned i klinikfællesskaber, så man kan hjælpe hinanden med den type patienter. Den patient, som én fodterapeut synes er svær at håndtere, har en kollega måske nemmere ved at tackle.”

Retningslinjer for afvisning af patienter

Få retningslinjerne for om, du kan afvise en patient eller ej, hvis du oplever, de krænker dig.

Se retningslinjerne her

9 tips til at sige fra

Få konfliktmægler Mette Juel Madsens 9 konkrete tips til, hvordan du siger fra på en gode måde, hvis du bliver udsat for krænkende adfærd.

Se de 9 råd her

Om undersøgelsen

Danske Fodterapeuter definerede i undersøgelsen “krænkende adfærd” som enhver handling eller udtalelse fra en patient, som fodterapeuten har oplevet som nedværdigende, grænseoverskridende eller på anden måde uønsket.

Undersøgelsen blev gennemført som en stikprøve blandt foreningens medlemmer. Alt i alt var der 675 stemmer. Hver fodterapeut kunne stemme flere gange.

Stikprøven siger ikke noget om, hvorvidt patienterne har haft diagnoser som demens, om krænkelserne oftest er sket på hjemmebesøg, om det er en særlig aldersgruppe, køn eller type af patienter.