Ny medlemsundersøgelse viser, at fodterapeuter oplever, at det er blevet bedre at arbejde under praksisoverenskomsten
Kurser, efteruddannelse, faglige udfordringer og større patientgrundlag er de største årsager til, at fodterapeuter oplever stor tilfredshed med arbejde under praksisoverenskomsten. Det viser Danske Fodterapeuters nye medlemsundersøgelse, som knap 500 medlemmer har bidraget til.
Motiveres af faglig udvikling
65 procent af medlemmerne synes, at det det er godt eller meget godt at være tilknyttet overenskomsten. Og 33 procent oplever, at det er blevet bedre at arbejde under overenskomsten. Det skyldes for de flestes vedkommende, at det er blevet nemmere at få adgang til kurser og efteruddannelse, og at de bliver udfordret fagligt. Det spiller også ind på tilfredsheden, at 42 procent oplever at få flere patienter indenfor overenskomsten, mens 38 procent får flere patienter udenfor overenskomsten. 58 procent har deltaget i et netværksmøde, og 67 procent støtter op om kvalitetsmodellen.
Honorar, tid og pres trækker ned
36 procent har ikke en opfattelse af, at det er blevet bedre at arbejde under overenskomsten, og 4 procent oplever det som dårligt. Det skyldes især, at ortonyxibehandlingen af nedgroede negle giver for lidt i honorar. Mange oplever også meget administration forbundet med overenskomsten. Tre ud af fem oplever en højere grad af arbejdsbelastning, som især skyldes, at de bruger mere tid på at vejlede patienterne. To ud af tre kan mærke, at der er brug for flere fodterapeuter, fordi der henvises flere patienter til fodterapi.
Online booking sparer tid
63 procent af de privatpraktiserende fodterapeuter har en hjemmeside, og 27 procent har online booking. Det er primært frygten for at miste kontrollen over kalenderen, der afholder flere fra at få online booking. Andre har for mange patienter til at have behov for at reklamere. 88 procent af fodterapeuter med online booking, oplever, at de sparer tid og får færre forstyrrelser i løbet af dagen. Patienterne synes, at det er nemt at booke.
Kort om undersøgelsen
|