Det er et brud på overenskomsten, hvis regionerne ikke giver fodterapeuter mulighed for at rekvirere forbindsstoffer. Det er især sket i Region Sjælland, hvor de har hængt med bremsen og ikke levede op til deres leveringspligt. De har i stedet henvist regionens ydere til at købe forbindsstofferne hos deres egne leverandører og få pengene refunderet.
Danske Fodterapeuter har ønsket at sanktionere overenskomstbruddet med en bod på 50.000 kroner. Det kan Region Sjælland imidlertid undgå, hvis de sørger for, at man kan bestille forbindsstoffer inden 15. juni. Regionen er i gang med at løse det, men er i skrivende stund ikke kommet i mål med det endnu.