Lavere gebyr for tilsyn i 2021

Styrelsen for Patientsikkerhed vil næsten halvere gebyret for Det sundhedsfaglige tilsyn i 2021. Det sker, fordi de ikke har kunnet komme ud på de tilsyn, de havde planlagt i år.

Fra 2.059 til 1.130 kroner er, hvad Styrelsen for Patientsikker lægger op til at reducere gebyret for Det sundhedsfaglige tilsyn i 2021. Det gælder enkeltmandsklinikker i kategori 5 og sker, fordi  styrelsen ikke har kunnet udføre de tilsyn, som de havde planlagt, på grund af coronapandemien. Gebyret vil også blive sat ned for flermandsklinikker i kategori 4 fra 2.403 kroner til 1.318 kroner i 2021.

Godt med lavere gebyr
At Styrelsen for Patientsikkerhed vil reducere gebyrets størrelse i 2021, står i et udkast til en bekendtgørelse, som Danske Fodterapeuter har kommenteret på.

”Vi har naturligvis svaret, at vi anser enhver nedsættelse som en god ting, men at vi gerne også havde set et lavere gebyr fremover. At få gebyret helt værk er dog nok ikke realistisk, når først staten har indført noget og kaldt det brugerbetaling”, siger Jesper Farbøl, juridisk konsulent i Danske Fodterapeuter.

Et gebyr pr. klinik
Da Det sundhedsfaglige tilsyn blev indført sammen med et årligt gebyr til blandt andre medlemmer af Danske Fodterapeuter, opponerede Danske Fodterapeuter mod størrelsen på gebyret. Med politisk interesse fra blandt andre Det Konservative Folkeparti lykkedes det at få oprettet en ny kategori 5 for selvstændige erhvervsdrivende, der var billigere end kategori 4.

”I vores svar til Styrelsen for Patientsikkerhed, har vi givet udtryk for, at vi gerne ser, at klinikker med selvstændige indlejere bliver ligestillet med klinikker med ansatte. De betaler kun ét samlet gebyr i kategori 4. Årsagen til det, er, at et tilsyn på en klinik, uanset om behandlerne er selvstændige eller ansatte, vil kunne tjekke alle på én gang og derfor er det rimeligt med ét gebyr pr. fælles klinik”, siger han.

Tjek fakturaen
Fakturaerne med gebyret for Det sundhedsfaglige tilsyn bliver sendt til din virksomheds e-boks i efteråret 2021 og beløbet bliver svarer til det, du har registreret i Behandlingsstedsregistret. Det er derfor en god idé at tjekke, om fakturaen er korrekt. Hvis dine oplysninger er forkerte, skal du rette dem og kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed for at få en ny faktura.

 

Gebyret for Det sundhedsfaglige tilsyn bliver næsten halveret i 2021.