Honorarer stiger med 1,58 procent

1. oktober 2024 stiger honorarer i praksisoverenskomst

Honorarerne reguleres fast to gange om året og er baseret på de generelle prisstigninger i samfundet og lønstigninger blandt offentligt ansatte. Det betyder, at det varierer, hvor meget honorarerne stiger med, og det kan principielt også betyde, at honorarerne falder. Men det er kun sket en enkelt gang i nyere tid.

Sådan udregnes honorarerne 
Honorarerne beregnes op til 1. april og 1. oktober, hvor de baseres på en omkostningsandel og en nettoandel. Begge andele er aftalt i overenskomst for fodterapi: 

  • Omkostningsandel: Her ser man på, hvor meget priserne generelt er steget i samfundet. Når man skal beregne honorarerne for 1. oktober 2024, kigger man på prisstigninger fra januar 2024 til juli 2024 i nettoprisindekset. Omkostningsandelen står for en tredjedel af, hvor meget honorarerne skal reguleres med – hvilket svarer til 34 procent. 
     
  • Nettoandel: Den anden andel af beregningen er nettoandelen, som står for to tredjedele af, hvor meget honorarerne reguleres med. Det svarer til 66 procent. Når man skal beregne nettoandelen, tager man udgangspunkt i, hvor stor en lønstigning de regionale ansatte har fået. Det er lønstigningerne fra april 2024 til oktober 2024, der danner grundlag for beregningen nettoandelen.

Omkostningsandelen trækkes i dette tilfælde fra nettoandelen og lander samlet på 1,58 procent.

Honorarer 1. oktober 2024

It-leverandører til fodterapeuter opdaterer honorarerne i it-systemer, så de er klar 1. oktober 2024.

Sådan er honorarerne historisk steget – og faldet

April: 2024: 2,55 procent

Oktober 2023: 0,84 procent
April 2023: 1,17 procent

Oktober 2022: 3,47 procent
April 2022: 0,67 procent

Oktober 2021: 0,87 procent
April 2021: 2 procent i gennemsnit i ny overenskomst.

Sidst honorarerne faldt var i april 2019 med 0,33 procent.