Honorarer for fodterapi fastholdes

Kvinde i blå kittel giver en faktura til en patient. Foto: Istock

Honorarerne i fodterapeuternes praksisoverenskomst forbliver uændrede frem til 1. oktober 2025, hvor den næste regulering finder sted. 

Kvinde i blå kittel giver en faktura til en patient. Foto: Istock

Meningen var egentlig, at honorarerne for fodterapeuter, der arbejder under praksisoverenskomsten, skulle have faldet med 0,2 procent her den 1. april. Det kunne have været konsekvensen af et generelt prisfald i samfundet, der har gjort det billigere at være dansker.

“Det undgår fodterapeuter, der arbejder under ydernummer, heldigvis, fordi honorarerne i denne omgang fastholdes på det nuværende niveau,” fortæller Jesper Farbøl, forhandlingschef i Danske Fodterapeuter.

Regulering udskydes til efteråret

Årsagen er, at RLTN (Regionernes Lønnings- og Takst Nævn) har tilbudt Danske Fodterapeuter en mulighed for at udskyde faldet i honorarerne til bedre tider – og de er lige om hjørnet:

“Det er et helt ekstraordinært tilbud fra RLTN, som skyldes, at honorarerne forventes at stige til oktober, bl.a. fordi der er en forventning om, at de generelle priser i samfundet vil stige igen,” siger Jesper Farbøl og tilføjer:

“En udskydelse af den negative regulering på 0,2 procent, som ellers skulle have været gennemført her til april, vil i stedet blive indregnet i oktoberreguleringen, hvor den forventede stigning blot bliver en anelse mindre.”

Sådan fungerer reguleringerne

Honorarerne i praksisoverenskomsten reguleres to gange om året, den 1. april og den 1. oktober. Reguleringen baseres på de generelle priser i samfundet og lønstigninger blandt offentligt ansatte.

Heldigvis er det sjældent, at reguleringerne medfører et fald. Sidste gang, det skete, var i 2019. Herunder kan du se en boks over udviklingen i honorarerne gennem de sidste 10 år.

Se de aktuelle takster, som gælder fra 1. april 2025.

Hent de gældende takster

Sådan er honorarerne reguleret siden 2015

  • 2024: April: + 2,33 %. Oktober: + 1,58 %
  • 2023: April: + 1,17 %. Oktober: + 0,84 %
  • 2022: April: + 0,67 %. Oktober: 3,47 %
  • 2021: April: + 2 % og andre forbedringer + 10 %. Oktober + 0,87 %
  • 2020: April: + 1,19 %. Oktober: + 0,59 %
  • 2019: April: – 0,33 %. Oktober: + 1,01 %
  • 2018: Juni: + 0,5 %. Oktober: + 1,37 %
  • 2017: April: + 0,34 %. Oktober: + 15 % på fodstatusydelserne
  • 2016: Januar: + 0,36 %. Oktober: + 0,46 %
  • 2015: April: + 0,19 %. Oktober: + 0,36 %

Sådan beregnes honorarerne
Honorarerne beregnes to gange om året, den 1. april og den 1. oktober, baseret på en omkostningsandel og en nettoandel. Begge andele er aftalt i overenskomsten for fodterapi:

  • Omkostningsandel: Denne del af beregningen ser på, hvor meget priserne generelt er steget eller faldet i samfundet. For beregningen af honorarerne til 1. april 2025 kigger man på prisudviklingen fra juli 2024 til januar 2025 i nettoprisindekset. Omkostningsandelen står for en tredjedel af reguleringen, svarende til 34 procent.
  • Nettoandel: Denne del af beregningen står for to tredjedele af reguleringen, svarende til 66 procent. Nettoandelen beregnes ud fra lønstigningerne for de regionale ansatte fra oktober 2024 til april 2025, der danner grundlag for beregningen nettoandelen.

I dette tilfælde trækkes omkostningsandelen fra nettoandelen, hvilket resulterer i en samlet regulering på 0,2 procent.