800 fodterapeuter fra hele verden var samlet under samme tag på Tivoli Hotel til Global Podiatry Summit i København. Konferencen kørte for første gang i tre spor, så der var lidt for enhver smag.
Små og mellemstore børn fra Tivoli-Garden marcherede i formation ind i kongressalen på Tivoli Hotel med bjørneskindshuer, trommer og blæseinstrumenter. De var kommet for at markere åbningen af Global Podiatry Summit 2026, hvilket fik flere deltagere til at fælde en tåre.
Det er næsten 20 år siden, at Global Podiatry Summit var i Danmark, da konferencen skifter nemlig mellem medlemslandene i International Federation of Podiatrists (FIP).
Større og mere varieret program
I år blev Global Podiatry Summit udvidet markant med tre faglige spor. Det tiltrak mere end 800 fodterapeuter fra 36 lande, hvilket er det største antal deltagere i mange år.
Pauline Wilson, nyvalgt forperson for FIP, har været til at planlægge programmet for konferencen:
”Vi er gået efter at stable en konference på benene, som både kunne interessere fodterapeuter med enhver profil og uddannelsesniveau. Derfor kunne man både høre om kirurgi, biomekanik, hudproblematikker og fodtøj. Formålet var at give deltagerne endnu flere valgmuligheder, fordi man i højere grad kunne skræddersy sit eget program”.
Global Podiatry Summit løb over fire dage og tilbød hele 52 oplæg og aktiviteter. Dertil kunne man besøge 34 udstillere, der kom fra store dele af verden for at præsentere deres produkter eller gøremål.
Lea Stentoft Berling, direktør i Danske Fodterapeuter og generalsekretær i FIP, har været dybt involveret i planlægningen af konferencen:
”Jeg er virkelig glad for den store opbakning, som vi har oplevet til konferencen. Både fra danske fodterapeuter, hvoraf mere end 300 mødte talstærkt op, og fra fodterapeuter, der tog den lange rejse hertil. Det har også været en stor fornøjelse at samle de mange udstillere og sponsorer under samme tag. Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre at afholde Global Podiatry Summit”.
AI udvikler sundhedsvæsenet
Allerede på førstedagen markerede FIP åbningen med en ceremoni om fortidens, nutidens og fremtidens fodterapi. Danske Andreas Pihl, læge, forfatter og debattør, gav sit bud på fremtiden, hvor AI kommer til at spille en større rolle i sundhedsvæsenet, blandt andet i forhold til diagnosticering og journalføring.
Dagen sluttede med en tradition, hvor deltagerne skulle bære en hat, der signalerede, hvor de kom fra. Derfor iklædte de sig franske baretter, amerikanske Uncle Sam-hatte, hollandske sydvest-hatte og tyske pølsehatte. Hattene spredte smil og glæde, der viste sig at holde konference ud.
Nordisk konsensus lanceret
Global Podiatry Summit var perfekt til at lancere en ny, nordisk konsensus om forebyggelse af diabetiske fodsår. Ideen til konsensussen opstod, fordi flere nordiske lande higer efter et større fokus på at forebygge fodsår og amputationer.
Danmark er case i den nordiske konsensus, fordi vi systematisk screener for fodproblemer hos mennesker med diabetes, yder offentligt tilskud til fodterapi efter behov og kan henvise akutte patienter direkte til hospitalerne i mange regioner.
Den nordiske konsensus blev præsenteret og underskrevet af repræsentanter fra de nordiske foreninger sammen med formanden for Diabetesforeningen, Jørgen Andersen, og formanden for den norske diabetesforening, Britt Inger Skaanes.
Om aftenen slog Københavns Rådhus deres nationalromantiske døre op for konferencegæsterne. 450 fodterapeuter dukkede op for at nyde de berømte rådhuspandekager, der serveres kolde med appelsincreme. Loftshøjden i den storslåede rådhussal passede perfekt til begivenheden og rungede af historik. Lea Stentoft Berling og Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken holdt velkomsttaler.
Frisk start på dagen
Det gjaldt om at komme tidligt ud af dynerne, hvis man stadig ville være fremme i skoene på dag tre. Allerede kl. 7 var de morgenfriske hoppet i løbe- eller gåskoene for at få noget frisk luft langs havnen.
Derefter kunne de gå direkte ind i kongressalen og høre danske Kristian Thorborg fortælle, hvordan man kan forebygge sportsskader med forebyggende træning og sko, der ikke øger risikoen for skader. I to andre sale kunne man deltage i workshops om dermatoskoper og silikoneaflastninger.
Hele dagen kunne man se farverige og fjollede sokker på mange af deltagerne. Traditionen funky socks fik ben at gå på tværs af nationaliteter.
Hurtige fødder
I kongressalen fik børnefødder sin helt egen seance; en disciplin der i Australien og England bærer titlen fodpædiatri.
Cille Holse, formand, og Lea Stentoft Berling sluttede pædiatri-seancen af med at fortælle om Danske Fodterapeuters formidling af forskning i danske børns fødder. Foreningens maskot, sulen Sune, blev med et svuptag internationalt kendt og formidlingen høster international anerkendelse.
Dagen peakede med festmiddag i Carlsbergs gamle lokaler, hvor omkring 400 fodterapeuter havde fundet festtøjet og danseskoene frem. Det fik temperaturen til at stige over varmen på en dansk sommerdag og glædesniveauet slog over i det røde felt på en af de støjmålere, man har i børnehaver. En treretters menu senere kunne middagsgæsterne danse sammen til dj’ens internationale hits, mens de sproglige barrierer blev brudt ned med skål, cheers og santé.
Gik på hæld med stil
Tempoet faldt betydeligt morgenen efter, hvor den danske overlæge Jonas Askø, fortalte om sin forskning i at forebygge fodsår på hammertæer med tenotomier. Danske Stine Bjørn Gram fik også fortalt i plenum om sin forskning i palmoplantar keratodermi, som fodterapeuter kender som hyperkeratose. Og professor Ivan Bristow fra England holdt sit femte oplæg; denne gang om, hvordan man kan behandle fodsvamp effektivt og forebygge, at det udvikler sig til neglesvamp.
Når man starter med en ceremoni, må der også en til at slutte det hele af. Og det blev gjort til tonerne fra irsk sækkepibe, fordi Irland er næste værtsland. Imens stod alle nationaliteter med hinanden i hænderne og sang en irsk fællessang.
Det hele kulminerede med, at Irlands fodterapeutforening fik overrakt teten til næste Global Podiatry Summit i form af en lego-kreation af begivenheden i Dublin.
Skal du med til Dublin i foråret 2028, kan du snart sætte dagene af i din kalender. Datoerne er på vej.
Hvem er FIP
FIP er fodterapeuternes internationale organisation, der blev etableret i 1947 af flere fransktalende lande. Derfor stammer FIP fra det franske navn, der er oversat til International Federation of Podiatrists. FIP har 22 medlemslande, hvoraf Danmark er et af dem. Medlemmer af Danske Fodterapeuter er automatisk medlem af FIP.
Danske Fodterapeuters stand
Sammen med de mange udstillere havde Danske Fodterapeuter en stand, hvor man kunne bygge fremtidens fodterapi i Lego. Man kunne også få en snak med ansatte i sekretariatet, formand eller næstformand og gæsterne kunne få skøn barista-kaffe mellem de faglige præsentationer.