
Aftale, der har givet mennesker med svær psoriasisgigt tilskud til fodterapi siden 2018, forlænges med fire år til og med 2025. 4,8 millioner kroner er afsat til indsatsen.
Siden 2018 har patienter med svær psoriasisgigt kunnet få tilskud til fodterapi. Tilskuddet administreres af Danske Regioner, men er ikke en del af overenskomsten. Finansieringen kommer fra en såkaldt statspuljeaftale på sundheds- og ældreområdet, der løber fra 2018 til og med 2021.
Forlænget til 2025
Tilskuddet til psoriasisgigtpatienter, som fra årsskiftet stod til at forsvinde, er blevet forlænget til og med 2025. Det blev vedtaget i en aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Parterne bag er regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.
Liselott Blixt, sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti, har især fokus på den del af aftalen, der handler om fodterapi:
“Aftalen om reserven, som DF er med i, indeholder mange gode elementer. Et af dem er, at der fortsat skal ydes tilskud til fodterapi for mennesker med svær psoriasisgigt – noget vi i Dansk Folkeparti har kæmpet for i mange år. Fodterapeuters sundhedsfaglige arbejde har stor betydning for kronikernes helbred, og det betyder meget, at de har adgang til behandlingen. Vi kan derfor ikke andet end at glæde os over, at patienter med svær psoriasisgigt nu fortsat kan få tilskud til behandling hos en fodterapeut”, siger Liselott Blixt.
“Men arbejdet er langt fra slut. Der er stadig mange danskere – og desværre også mange politikere – der ikke er klar over, hvor stor en forskel behandlingen hos fodterapeuter gør for kronikere som diabetikere og gigtpatienter. Det er en sejr, at et stort flertal i Folketinget bakker op om tilskudsordningen her, og i Dansk Folkeparti håber vi, at det betyder, at resten af partierne fremover også vil have øje for vigtigheden af fodterapi og de danske fodterapeuter”, siger hun.
4,8 millioner til perioden
I den første periode blev der afsat 4,2 millioner kroner tilskuddet, som ikke er blevet brugt endnu. I den kommende periode, der løber et halvt år længere, er der afsat 4,8 millioner kroner.
Danske Fodterapeuter forventer snart at kunne give instrukser, hvis der skulle ske ændringer i måden tilskuddet bliver tildelt på.