
Ny afgørelse i Ankestyrelsen giver borger ret til at få dækket udgift til erklæring, som kommunen stiller krav om i forbindelse med helbredstillæg til fodbehandling.
Et stridspunkt mellem en borger og Sønderborg Kommune er opstået, fordi de er uenige om, hvem der skal betale for en erklæring til at søge om udvidet helbredstillæg til fodbehandling. En erklæring som, kommunen stiller krav om, bliver udfyldt hos fodterapeuten. Borgeren har klaget til Ankestyrelsen, som har afgjort, at han har ret til at få dækket sin udgift til erklæringen.
Ankestyrelsen mener, at udgiften til erklæringen er omfattet af en bekendtgørelse om retssikkerhed. Den siger, at lægeerklæringer m.v., som en myndighed pålægger en borger, betales af myndigheden, hvis der ikke er en anden lov, der dækker den*.
Ikke kun i Sønderborg
Danske Fodterapeuter har gennem forløbet hjulpet borgerens fodterapeut med juridiske argumenter, der taler for, at udgiften bør ligge hos kommunen. Det er et spørgsmål, der dukker op hos fodterapeuter i mange andre kommuner, som også efterspørger vejledning fra Danske Fodterapeuter.
Cille Holse, formand, er meget tilfreds med afgørelsen i Ankestyrelsen, som ikke kun skaber klarhed i Sønderborg Kommune, men forhåbentligt kan bruges som rettesnor i andre kommuner, der også stiller krav om erklæringen:
”Vi har længe efterspurgt en højere grad af ensartethed i kommunerne, som gør tingene vidt forskelligt i forhold til ansøgninger om udvidet helbredstillæg. Vi ved, at vores medlemmer bruger tid på at udfylde erklæringerne til helbredstillægget, som vi mener, de har ret til at kræve betaling for som selvstændigt erhvervsdrivende. Derfor håber jeg, at Ankestyrelsens afgørelse, som jeg ser som principiel, kan bane vejen for en mere homogen procedure, når det gælder disse erklæringer”.
Afhænger af procedurer og instrukser
Det har været udslagsgivende for Ankestyrelsens afgørelse, at Sønderborg Kommune stiller krav om, at borgeren skal gå til fodterapeut for at få en erklæring og sende den sammen med sin ansøgning om helbredstillæg. Derfor kan man ikke nødvendigvis bruge afgørelsen i alle kommuner, da det afhænger af deres procedurer og instrukser til borgerne.
Gode råd til fodterapeuter
- Du kan uanset hvad fortsætte med at tage betaling for at udfylde erklæringer for dine patienter, der skal søge om helbredstillæg.
- Du kan opfordre dine patienter til at få dækket deres udgifter dækket hos kommunen. Særligt, hvis det er kommunen, som stiller krav om erklæringen.
Læs om udvidet helbredstillæg og andre tilskud til fodterapi
Har du spørgsmål til Ankestyrelsens afgørelse, kan du kontakte Jesper Farbøl, forhandlingschef i Danske Fodterapeuter.
Telefon 43205131
Mail jf@fodterapeut.dk