Benita Kraghs klinik i Korsør er den allersidste, der har haft surveybesøg i forbindelse med akkrediteringen. Det betyder, at der, efter fire år, nu snart er sat et punktum for akkrediteringerne af klinikker for fodterapi.
Konkrete krav til journalføring, førstehjælpskurser og hygiejnestandarder blev for alvor en del af den faglige bevidsthed i 2015. Her blev standarder til akkrediteringen fastlagt, så de var klar til at indgå i overenskomstforhandlingerne. Og i 2017 blev akkrediteringen en del af overenskomsten.
Nu har vi en rød tråd
Startskuddet til akkrediteringsprocessen lød, da en række testklinikker var prøvekaniner på forløbet. Siden da er cirka 525 klinikker blevet akkrediteret og slutter nu i Korsør hos Benita Kragh. Og hun er lettet over, at det er overstået.
”Da jeg var færdig med besøget, smed jeg papirerne ind i et skab og tog på weekend. Så man kan godt sige, at jeg fejrede det med en frokost i København. Jeg er glad for, at vores faggruppe er blevet akkrediteret ligesom alle de andre sundhedsfaglige grupper, der har været det i mange år. Jeg synes, at vi har sejlet i vores egen lille sø uden anden rød tråd end den, vi selv lavede”, siger Benita Kragh.

Lang ventetid
Hun synes, at ventetiden på surveybesøget har været lang, fordi der er gået mange år, hvor hun har kunnet følge med i det hele.
”Jeg har gået og ventet på det, selvom jeg fra starten har vidst, at der ville gå flere år, inden jeg fik survey. Det har været en lang ventetid, hvor jeg er blevet gejlet mere og mere op. Jeg synes, at der har været mange informationer fra starten af, som jeg godt har kunnet have været foruden. Det sidste journalføringskursus, vi er blevet tilbudt, har dog været let tilgængeligt. så det skulle vi nok have haft fra starten af”, siger hun.
Søvnløse nætter er forbi
Personligt har hun også kæmpet med sin trang til at gøre tingene 120 procent.
”Jeg har gerne villet gøre det så godt, jeg kunne, og det har givet mig søvnløse nætter. Så jeg har øvet mig i at sænke barren og tænke på, at det nok rækker rigeligt, hvis jeg gør det hele 80 procent. Det har været guld værd, at jeg har haft et samarbejde med en supergod kollega, Tinne Kjærsgaard, når det hele virkede uoverskueligt. Det gav ro og gode resultater”.
Ny kvalitetsmodel
Det er imidlertid ikke slut med at sikre kvaliteten i klinikker for fodterapi. Akkrediteringen stopper godt nok, men det bliver afløst af en ny kvalitetsmodel, der er ved at blive implementeret med den seneste overenskomst.
Inden Benita Kraghs klinik og de andre, der har haft survey i sidste omgang, kan indgå i statistikkerne, skal rapporten færdigbehandles i akkrediteringsnævnet. Du kan følge med på Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenets hjemmeside. Her kan du også se den seneste statusrapport, der er udarbejdet den 10. november 2021.
| Akkreditering af næsten 525 klinikker Siden 2018 er 525 klinikker for fodterapi blevet akkrediteret af Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, og flere er under behandling. Al rådgivning har fundet sted i Danske Fodterapeuters sekretariat. 95,2 procent af klinikkerne er blevet akkrediteret uden bemærkninger, mens 4 procent er blevet det med bemærkninger. Kun 0,8 procent har ikke opnået akkreditering, hvilket svarer til fire klinikker indtil 10. november 2021. |