Ny dansk forskning viser, at 1 ud af 4 børn har en eller flere problemstillinger i fødderne. Uden rettidig og korrekt behandling kan det have konsekvenser for deres fodsundhed og generelle trivsel.
En undersøgelse, som er gennemført i et samarbejde mellem Danske Fodterapeuter og Rigshospitalets ortopædkirurger, viser, at hvert fjerde barn har problemer med deres fødder.
Det tværfaglige forskningsprojekt dækker 500 børn og er et af de største i verden, der er gennemført af skolebørns fodsundhed.
Forskningen blev offentliggjort i februar 2026 i det videnskabeligt anerkendte medie ’Journal of the American Podiatric Medical Association’.
Resultaterne af undersøgelsen
Undersøgelsens formål var at undersøge, hvilken tilstand skolebørns fødder er i.

Undersøgelsen, der er gennemført blandt børn i 1., 5 og 9. klasse, viser også, hvilke deformiteter og andre problemstillinger børn har i fødderne. Det er især fodproblemer som fejlstillinger, nedgroede negle og fodvorter, som er almindelige blandt danske børn og unge:
- Hvert 10. barn har fodvorter, og den højeste forekomst af fodvorter var i 5. Klasse.
- I gennemsnit har hvert 7. barn nedgroede tånegle, og andelen stiger med alderen. I 9. klasse har hver 4. elev nedgroede tånegle
- Hvert 5. barn har fejlstillinger i fødderne.
Om undersøgelsen
- Forskningsprojektet titel er: Pathologies and interventions in Children’s Feet. Cross-sectional evaluation in a Danish cohort study, men forkortes også til PANICFeet.
- 503 børn i alderen 5-17 år er blevet undersøgt i forbindelse med forskningsprojektet. Undersøgelserne fandt sted på 10 folkeskoler på Sjælland fra september 2022 til april 2023.
- Undersøgelsen, som fandt sted på 10 folkeskoler på Sjælland fra september 2022 til april 2023, er den første evidensbaseret undersøgelse af danske børns fødder.
- Fodterapeuterne udførte de praktiske tests ude på skolerne. Børnenes fødder blev blandt andet 3D-skannet med Volumental, der er doneret af firmaet.
- Ortopædkirurgerne har haft ansvaret for validering af undersøgelsesmetoderne og at skrive de efterfølgende artikler til videnskabelige tidsskrifter.
- Fodterapeuterne Trine Henriksen, Karina Rindel, Lisa Bomark, Mai Bomark, Cille Holse og Jannie Almegaard har udført undersøgelserne af børnene og er medforfatterne på artiklerne.
- Ortopædkirurg Andreas Balslev-Clausen, Christian Wong og Søren Bødtker fra børneortopædkirurgisk enhed på Rigshospitalet har stået for den videnskabelige tilrettelæggelse, dokumentation og forskningsartiklerne sammen med tre medicinstuderende og klinisk sygeplejespecialist Camilla Hedegaard Larsen. Adjunkt Steen Harsted fra det Sundhedsvidenskabelige fakultet på SDU har bidraget til den analytiske del af projektet.
- Christina Ystrøm-Bjerge, forsknings- og efteruddannelseskonsulent i Danske Fodterapeuter, er ansvarlig for koordineringen af forskningsprojektet. I denne Q&A fortæller hun mere om projektet.
Fodproblemer kan hæmme fysisk aktivitet
Selvom mange vil opfatte disse problemer som relativt uskyldige, så kan de være årsag til smerter i fødderne og påvirke børnenes generelle trivsel.
Flere af fodproblemerne forekommer hyppigere, jo ældre børnene er. Fx har pigerne i de store klasser flere fejlstillinger som fx knyster end drengene. Måske fordi de i større grad går i forkert fodtøj.
Mange skolebørn går altså rundt med fodproblemer, som ikke forsvinder med årene, og i nogle tilfælde vil være årsag til smerter. Sunde fødder er en forudsætning for mange former for fysisk aktivitet. Smerter i fødderne kan begrænse børns fysiske udfoldelse og have en negativ indflydelse på deres trivsel.
Næste skridt
Forskningsprojekt har gjort os klogere på, hvor vi skal sætte ind for at forebygge fodproblemer blandt børn og unge, så flere kan undgå, at det påvirker deres trivsel og aktivitetsniveau.
Studiet peger dog også på, at det er nødvendigt med mere viden om, hvordan de forskellige fodproblemer påvirker helbredet og livskvaliteten.
Om ’Journal of the American Podiatric Medical Association’
’Journal of the American Podiatric Medical Association’ er det ældste og mest citerede peer-reviewed tidsskrift inden for fod- og ankelmedicin. Mediet blev grundlagt i 1907 og udgiver blandt andet forskningsstudier, case-rapporter, boganmeldelser og litteraturgennemgange 6 gange om året.
Artikler relateret til studiet
- Protokolartiklen: A Cross-Sectional Evaluation of Children’s Feet and Lower Extremities (MDPI.com).
- Angular alignment, rotational profile, and joint range of motion in the lower limb of typically developing children from 7–16 years of age: a cross-sectional study (actaorthop.org)
- Musculoskeletal pain distribution in 1,000 Danish schoolchildren aged 8–16 years (pmc.ncbi.nlm.nih.gov)
Vil du vide mere?
Spørgsmål angående forskningsprojektet kan rettes til Christina Ystrøm-Bjerge, forsknings- og efteruddannelseskonsulent i Danske Fodterapeuter på cb@fodterapeut.dk.
Få gode tips til at behandle børn
Her får du en række gode råd på både tekst og video til, hvordan du skaber den bedst mulige oplevelse for både børn og forældre, når et barn har brug for fodterapi.