Skal du have et barn til fodterapi, så får du her en række enkle greb til, hvordan du skaber en god kontakt til både barnet og forældre, så behandlingen bliver en god oplevelse for alle parter.
Før behandlingen

Når forælderen ringer for at bestille tid til barnet, kan du bede dem forberede barnet på, hvad der skal ske. Du kan fx bede forælderen om at:
- Fortælle barnet, hvad der skal ske, og hvorfor det skal ske, så barnet forstår, hvorfor det er vigtigt at få behandlingen.
- Undlade at lyve, hvis barnet fx spørger om det gør ondt. I stedet kan forælderen fortælle barnet, at fodterapeuten gør alt for at mindske ubehaget.
- Forklare barnet, at det er vigtigt at kunne sidde stille under behandlingen.
Under behandlingen
- Brug barnets navn til at byde velkommen og undervejs i behandlingen.
- Sæt dig fx på hug, så du møder barnet i øjenhøjde. Hør eventuelt barnet, om mor eller far har fortalt, hvorfor et besøg hos fodterapeuten er nødvendigt.
- Forklar både barn og forælder, at du først vil høre, hvordan barnet oplever sine symptomer, og at forælderen så kan supplere bagefter. Når du har sagt det, er det nemmere at sige “Jeg vender lige tilbage til dig om et øjeblik”, hvis forælderen alligevel blander sig i barnets forklaring.
Efter behandlingen
- Spørg selv barnet, hvordan det oplevede behandlingen og ros barnet for indsatsen.
- Hvis barnet ikke er så meddelsomt, kan du opmuntre forælderen til at tale om behandlingen bagefter på en positiv måde.
- Hav eventuelt en lille belønning i form af en slikkepind, et bolsje eller lignende til barnet.
Kilde: Børneliv
Få flere tips i videoer med Børneliv
- Tips til at tale med barnet
- Tips til samarbejdet med forældrene
- Tips til at aflede barnets opmærksomhed
Mere information til forældrene
Du kan evt. også sende forælderen siden ‘Hvis dit barn skal til fodterapeut’ forud for behandlingen. Så hjælper du forælderen til at tale med sit barn på en god måde. Du kan både sende dem direkte ind på Altomfoden.dk eller linke til teksten fra din egen hjemmeside.