Fodterapeuter er nævnt som et eventuelt tilsynsområde i Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsplan for 2026. På det kommende medlemsmøde ‘Sammen om fodsundhed’ i februar kan du blive klogere på, hvordan du forholder dig.

Medlemsmødet ‘Sammen om fodsundhed’, der i år afholdes digitalt 24. februar 2026 kl. 19.30 som et samlet møde for alle regioner, har det sundhedsfaglige tilsyn som tema.
Baggrunden for temaet er, at fodterapi er opført som et “eventuelt område” i styrelsens nye plan for, hvor de vil gennemføre sundhedsfaglige tilsyn i 2026.
Afventer styrelsens afklaring
Birgitte Silkjær, der er teamleder for Fag & Forretning i Danske Fodterapeuter, siger:
”Vi er i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvad det mere præcist indebærer at være listet som et eventuelt område. På nuværende tidspunkt kan styrelsen ikke svare på, om området bliver udvalgt i år.”
På medlemsmødet vil du derfor kunne høre mere om, hvad et sundhedsfagligt tilsyn er, hvordan det foregår, og hvordan du kan forberede dig, hvis styrelsen melder sin ankomst.
Din hverdag er en god forberedelse
Som autoriseret sundhedsperson skal du leve op til kravene om fx journalføring og hygiejne i din daglige praksis.
”Hvis du ikke allerede har skabt struktur på dine eller klinikkens arbejdsgange, kan det være en god ide at få overblik over dem,” siger Birgitte Silkjær og tilføjer:
“Foreningens kvalitetsovervågningsplan kan hjælpe dig med at skabe overblik over kvalitetsarbejdet på klinikken. Det kan fx være, hvor ofte du tjekker lagerbeholdning, kontrollerer udløbsdatoer på dine instrumenter og gennemgår kvaliteten af rengøring.”
Styrelsen oplyser på forhånd
Styrelsen for Patientsikkerhed har lovet, at de informerer Danske Fodterapeuter i god tid, hvis området bliver udtaget, hvilket tidligst bliver i andet halvår af 2026.
“Hold derfor godt øje med nyhedsbrevet, hvor vi selvfølgelig orienterer straks, hvis vi hører fra styrelsen,” lyder opfordringen fra Birgitte Silkjær.
Skulle området blive udvalgt, kan du forvente at modtage et varslingsbrev cirka 6 uger før et tilsyn med en præcis beskrivelse af tidsforbrug, deltagere og målepunkter for tilsynet.
Medlemsmødet har mere at byde på
Selvom tilsynene er vigtige at høre om, så indeholder medlemsmødet 24. februar kl. 19.30 også andre emner. Du kan fx også høre:
- Nyt fra frivilliggrupperne
- Nyt fra foreningen, herunder blandt andet den kommende retshjælpsforsikring.
- Om muligheder for faglig udvikling i 2026, herunder blandt andet Global Podiatry Summit og Symposium i Fodsundhed.
Tilmeld dig medlemsmødet
Medlemsmødet er digitalt i 2026, men kræver tilmelding:
Hent en kvalitetsovervågningsplan
Du kan hente Danske Fodterapeuters kvalitetsovervågningsplan til inspiration eller bruge den direkte, som den er.
Former for tilsyn
Der findes 3 forskellige former for tilsyn:
- Et reaktivt tilsyn – sker på baggrund af en klage eller en bekymring
- Opstartstilsyn – alle der starter som selvstændige kan få et opstartstilsyn
- Sundhedsfagligt tilsyn – stikprøvekontroller for at sikre patientsikkerheden.