Fire fodterapeuter er nominerede til Danske Fodterapeuters hæderspris Årets Fodterapeut.
Fodterapeuter gør hver dag en stor forskel for mange menneskers fodsundhed og livskvalitet. Det kan mange patienter skrive under på. Men der er også nogle fodterapeuter, som gør en forskel for hele faggruppen på forskellig vis. De bliver rollemodeller.

Danske Fodterapeuter uddeler hædersprisen Årets Fodterapeut, så de fodterapeuter, der bliver rollemodeller, får et kollektivt klap på skulderen og en velfortjent bølge af kollegakarma.
”Vi fodterapeuter er samlet i et stærkt, fagligt fællesskab i Danske Fodterapeuter. Og vi har brug for stærke rollemodeller, som bidrager til fællesskabet, udvikler faget eller gør noget ekstraordinært med vores faglighed”, siger Cille Holse, formand i Danske Fodterapeuter.
Om Årets Fodterapeut
Årets Fodterapeut er en hæderspris, som bliver uddelt til et medlem af Danske Fodterapeuter, som i sit virke har udmærket sig fagligt eller kollegialt.
Det er medlemmer af Danske Fodterapeuter, der indstiller kandidaterne og modtageren bliver ved en hemmelig, digital afstemning kåret af medlemmerne. Ud over hæderen får modtageren af Årets Fodterapeut 5.000 kroner ved kåringen.
Årets Fodterapeut blev indstiftet i 2014.
Medlemmer af Danske Fodterapeuter har nomineret kandidaterne, og som noget nyt i år skal medlemmerne også selv stemme om, hvem de allerhelst vil udråbe til Årets Fodterapeut 2025. Hæderen bliver overrakt på Danske Fodterapeuters generalforsamling 25. oktober i København og modtageren får derudover 5.000 kroner.
”Rollemodellerne er ildsjæle, som er med til at udvikle os som faggruppe. Det var også ildsjæle, der startede vores forening i 1932 for at realisere deres visioner om at styrke fagligheden. I dag har vi heldigvis stadig mange ildsjæle, der hele tiden bygger oven på det, vi har opnået. Derfor er jeg særligt glad for at kunne være med til at hædre disse rollemodeller”, tilføjer hun.
De nominerede til Årets Fodterapeut 2025
Lene Scheuer, fodterapeut og souschef og frivillig
Malene Pickering, selvstændig fodterapeut, frivillig og formidler
Marianne Lundgreen, fodterapeut på Svendborg Sygehus og en af initiativtagerne til projektet Fod på Langeland.
Munna Jawa, ledende socialfodterapeut og projektmedarbejder i Sundhedsrummet, Morgencaféen for Hjemløse.