Få 9 gode råd til, hvordan du håndterer uacceptabel adfærd hos patienter

Fodterapeuter oplever af og til oplever upassende adfærd fra deres patienter. Danske Fodterapeuters konfliktmægler Mette Juel Madsen fortæller her, hvordan du kan håndtere den slags situationer på en god måde.

1: Det er ok at sige fra

Når du oplever, at patienter kommenterer på fx dit udseende, din påklædning eller lignende, er det ok at sige fra. Det afgørende er måden, du gør det på.

2: Sig fra over for adfærden – ikke hele personen

Når der sker noget, du oplever som ubehageligt, er det vigtigt at skelne mellem det, du oplever som problematisk – altså fx et udsagn som ”Hvor har du dog fundet det grimme tøj!”, og så hele personen. Det er adfærden, der er problemet, og som du kan sige fra over for, og ikke hele personen.

3: Vær præcis

Det er vigtigt at være præcis, når du siger fra. Du kan fx sige ”Jeg synes, det er ubehageligt, når du kommenterer på mit tøj” – og ikke ”jeg synes, du er ubehagelig”.

Gør du hele personen til problemet, er der stor sandsynlighed for, at personen vil gå i forsvar eller blive yderligere provokeret. Kort sagt handler det om at være tydelig om problemet og empatisk over for personen.

4: Vær opmærksom på patientens tilstand

Måske sidder du med en patient, der lider af demens eller lignende diagnose og slet ikke er bevidst om sin egen adfærd. I så fald kan det være vigtigt at huske på, at en kommentar dybest set ikke handler om dig – men er et udtryk for noget hos patienten, der er svært at styre.

5: Adfærden kan være udtryk for noget andet

Tænk over om, patientens handling kan være udtryk for noget andet, som fx frustration, afmagt, deres måde at kommunikere på eller noget helt fjerde. Måske handler det slet ikke om dig.

Både diagnoser og andre elementer hos patienten kan gøre det svært for ham/hende at agere hensigtsmæssigt. Det kan nogle gange være godt at aflede eller hjælpe patienten tilbage til fokus på, hvorfor de er hos dig – du kan fx sige ”Her er fokus på min behandling, og ikke mit tøj.”

6: Vend tilbage til den gode kontakt med patienten

Hvis du får sagt fra, kan der godt opstå en lidt anspændt stemning. Her kan du som den professionelle part påtage dig opgaven med at få stemningen vendt ved fx at genoptage hverdagssamtalen om almindelige emner.

Hvis du viser, at du er klar til den gode kontakt igen, er det mere sandsynligt, at patienten også vil gøre det. Sig fx noget i stil med ”Lad os vende tilbage til din behandling. Hvordan er det gået med foden siden sidst?”

7: Skift behandler

Hvis du har haft flere svære episoder med en patient, kan det være godt at overveje at ’bytte patient’ med en kollega, så I på den måde kan hjælpe hinanden.

8: Brug dine kolleger

Hvis det ikke er muligt at ’bytte patient’, så søg sparring fra en god kollega, så du ikke går alene med det.

9: Brug ikke humor eller ironi

Det er ikke en god ide at bruge humor eller ironi i situationer, hvor du ønsker at sige fra. Humor og ironi gør det svært at aflæse, hvad du præcist mener, og er derfor ikke egnet til situationer, hvor du vil sige fra. I stedet kan du risikere at skabe yderligere misforståelser.

Få retningslinjerne
Kan du afvise at behandle en patient? Det kan du blive klogere på herunder:

Se retningslinjerne

Få sparring af Danske Fodterapeuter
Du er også altid velkommen til at kontakte sekretariatet, hvis du har brug for sparring.

Kontakt sekretariatet

Medlemsfordel
Danske Fodterapeuter tilbyder hjælp til at rede trådene ud, hvis du og din kollega, klinikejer eller indlejer får problemer med samarbejdet.

Læs mere
Sidebar
Sidebar