Allerede når du skriver din ansøgning, bør du gøre dig klart, hvad dine lønforventninger er.
Husk, at du ikke kun forhandler om din løn i kroner og øre. Som offentligt ansat får du goder som pension, særlig feriegodtgørelse, løn under sygdom, ferie med løn, gunstige barselsorlovsmuligheder og ret til frihed ved børns sygdom. Dette bidrager til den samlede værdi af din ansættelse, men selve lønnen kan være lavere end, hvad du få udbetalt i en privat klinik.
Gør dig klart, hvad den overenskomst-aftalte løn er og hvilke individuelle tillæg, du kan forhandle oveni.
Kontakt gerne Danske Fodterapeuters sekretariat før lønforhandlingen for at drøfte, om de forventninger, du har er ”rimelige og realistiske”.
Danske Fodterapeuter kun har interesse i, at du får så høj en løn som mulig. Men vi ser det også som vores opgave at give dig en realistisk vurdering af, hvad der vil være muligt, så du ikke står med skuffede forventninger, efter du har skrevet under på ansættelseskontrakten.
Gør dig også klart, om du har andre ønsker end løn, som du gerne vil have klarhed over, inden du siger endeligt ja til stillingen. Det kan fx være forhold som timetal, arbejdstidens placering (særligt hvis du er deltidsansat og skal have timer til at passe med andet arbejde) og muligheder for deltagelse i kurser/konferencer.
Det mest almindelige er, at der først drøftes løn, når ledelsen har valgt, at det er dig, de ønsker at ansætte. Det er på det tidspunkt, du skal på banen med dine lønforventninger, for det er nu, din forhandlingsposition er allerbedst!
Hvis du ikke bryder dig om at fremsætte et lønforslag, kan du sagtens takke for jobtilbud og bede om, at lønforhandlingen foregår via Danske Fodterapeuter.
Danske Fodterapeuter hjælper gerne med lønforhandlinger, og at inddrage din foreningen giver dig det bedste udgangspunkt for at få alle relevante muligheder med i forhandlingen.
Hvis Danske Fodterapeuter IKKE har været inddraget i din lønforhandling inden tiltrædelsen, vil der formelt ske det, at foreningen på et tidspunkt – typisk indenfor de første uger – modtager et lønaftaleudkast til underskrift. Foreningen vil altid kontakte dig for at sikre du er indforstået med forslaget, og om det er i overensstemmelse med det aftalte. Danske Fodterapeuter godkender aldrig en lønaftale, uden at du som medlem har været involveret.
Uanset om du selv forhandler din løn eller får bistand af Danske Fodterapeuter, skal din ansættelsesaftale i henholdt til overenskomsten godkendes af foreningen.