På generalforsamlingen den 28. oktober fik Danske Fodterapeuters bestyrelse tre nyvalgte medlemmer. Her kan du lære et af dem lidt bedre at kende.

Jeanette Hoffmann Raun
Nyvalg til bestyrelsen. Medlem
Uddannet: 2019
Arbejdsplads: Solbjerg Fodterapi og frivillig hos Reden Århus og Redens krisecenter Midt.
Hvorfor stillede du op til bestyrelsen i Danske Fodterapeuter?
Jeg har længe overvejet, om jeg skulle stille op, men den endelige beslutning blev truffet impulsivt på dagen på opfordring samt inspiration fra andre kollegaer. Jeg vil gerne have indflydelse – samt gøre en forskel for vores fag og vores medlemmer. Jeg vil samtidig gerne kæmpe for, at fodterapi bliver en endnu mere anerkendt del af sundhedsvæsenet samt et naturligt valg for alle, både unge og ældre.
Hvad synes du er den største udfordring for fodterapeuter i dag?
Forskellen på vores faglighed er for stor på trods af ens uddannelse. Vi mangler krav om obligatorisk efteruddannelse til alle, således at det kan være en hjælp til at holde sig ajour indenfor alle fagets specialer og generelt i forhold til dagligdagen på klinikkerne. Forlængelse af uddannelsen samt efteruddannelse er et must for at højne vores faglighed og sikre kvaliteten af vores behandlinger.
Er der noget, du gerne vil sige til medlemmerne i Danske Fodterapeuter?
Jeg ønsker, at alle medlemmer i vores forening skal føle sig ligeværdige og lige hørt. Ved hjælp af tillid og opbakning skal vi støtte hinanden som faggruppe og kollegaer. Vi skal hjælpe hinanden og møde vores kollegaer med åbent og ærligt sind. Vi skal lade os inspirere af hinanden og kæmpe sammen for vores plads i sundhedsvæsenet samt en større anerkendelse og tæt samarbejde med andre relevante faggrupper.
Dette er første artikel i en serie. Udover Jeanette Hoffmann Raun blev Søren Nygaard Sørensen og Gyrit Madsen genvalgt til bestyrelsen. I løbet af de næste uger bliver alle tre nyvalgte bestyrelsesmedlemmer præsenteret på fodterapeut.dk.