En ny undersøgelse, opgjort af Dansk Selskab for Sårheling (DSFS), viser, at flere og flere fodterapeuter bliver ansat på de danske hospitaler og sygehuse, som et led i at optimere den specialiserede sårbehandling. Over halvdelen er tilknyttet et multidisciplinært team, og det kommer patienterne til gode. Både EWMA (European Wound Management Association) og IWGDF (International Working Group on the Diabetic Foot) anerkender fodterapeuternes vigtige bidrag til sårbehandling.
Stigningen i hospitalsansatte fodterapeuter er sket i takt med et øget fokus på den diabetiske fod og gennem etablering af multidisciplinære teams (MDT) omkring behandlingen af kroniske sår.
– Det er en positiv udvikling, at flere og flere hospitaler og sygehuse ansætter fodterapeuter. MDT er en vigtig del af sundhedsvæsenet, især når det kommer til at behandle komplekse sygdomme og tilstande som sårbehandling er. Derfor er det noget, som Dansk Selskab for Sårheling (DSFS) byder velkommen, siger foreningens formand, Annette Høgh.
For at få udviklingen nærmere beskrevet, har DSFS udfærdiget et spørgeskema, som blev uddelt ved Fodterapeuternes Erfaringsudvekslingsdag for hospitalsansatte fodterapeuter den 3. marts 2023. Spørgeskemaet undersøgte, hvor mange der er ansat, hvilke arbejdsopgaver der udføres og det samlede antal timer pr. uge, som fodterapeuterne arbejder i hver enhed, der har en eller flere fodterapeuter ansat.
Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viser, at fodterapeuter er ansat i mange forskellige enheder, der står for behandling af kroniske sår og ikke kun i specialiserede diabetes enheder.

Opgørelsen viser desuden, at fodterapeuternes arbejdsopgaver er forskellige, ligesom også antallet af arbejdstimer på de forskellige enheder er. En stor del arbejder med tilpasning af midlertidigt aflastende fodtøj, som i dag ses som en uundgåelig del af den samlede optimeringen af helingsforholdene for fødder med kroniske sår og neuropati. Screening for DM sker hyppigst men ikke kun på Steno Diabetes centrene. Mange fodterapeuter er desuden involveret i undervisning af både patienter og andre fagprofessionelle.
Over halvdelen arbejder multidisciplinært
Miniopgørelsen viser, at over halvdelen af de hospitalsansatte fodterapeuter arbejder i et MDT.
Mai Brit Bach har været fodterapeut i mere end 20 år. Hun har tidligere haft egen praksis, men er i dag ansat på Steno Diabetes Center, Aarhus og Randers sygehus i endokrinologisk- og ortopædkirurgisk regi, hvor hun blandt andet er en del af et MDT. Hun er begejstret for sit arbejde, både fordi hun oplever tilfredse og velbehandlede patienter, og fordi arbejdet er fagligt tilfredsstillende.
Når vi arbejder sammen i det multidisciplinære team, bliver behandlingstiden kortere for patienten, og vi oplever at patienterne generelt er mere tilfredse, fortæller hun.
Hun mener desuden, at samarbejdet med de forskellige fagligheder i teamet gør hende mere fagligt skarp, fordi hun løbende skal sparre med eksempelvis karkirurgen og på den måde får indsigter og input til sin egen faglighed. – Jeg bliver hele tiden udfordret og får nye perspektiver på mit fag. Man skal kunne tænke hurtigt og kunne favne udfordringer, siger Mai Brit Bach, der også fremhæver teamsamarbejdet positivt.
– Vi respekterer hinanden i teamet. Vi har en kultur, som gør, at alle bliver hørt. Der er ikke nogen, som ser ned på hinanden. Alle lytter til alle, og alles bidrag er vigtigt. Det er alt i alt en faglig udfordring på den gode måde, siger Mai Brit Bach.
Formand for fodterapeuterne, Tina Christensen, hilser udviklingen velkommen:
– Jeg synes, at det er rigtig positivt, at flere fodterapeuter indgår i multidisciplinære teams på hospitalerne. Fodterapi er afgørende for patienternes muligheder for at undgå amputationer, fordi tæt beskæring og aflastning af diabetiske fodsår er nøglefunktioner i behandlingen. Frem mod 2030 vil antallet af mennesker med diabetes stige fra 356.000 i dag til 467.000 i 2030, og derfor får vi som samfund brug for at sætte ind de steder, hvor vi kan behandle mest effektivt, så sundhedskronerne kan strække til mest muligt. Større amputationer kan koste op til 1. million kroner pr. person, så samfundet kan spare virkelig mange penge ved at satse mere på fodterapi og bevare mere livskvalitet hos de borgere, der rammes af diabetiske fodsår.
Internationale guidelines anbefaler, at fodterapeuter er en del af både behandling og forebyggelse
Fodterapeuternes plads i det multidisciplinære team er beskrevet i både EWMA-dokumenter og IWGDF-guidelines.
Både EWMA og IWGDF anerkender fodterapeuternes vigtige bidrag til sårbehandling og anbefaler, at de bør være en del af det multidisciplinære team, både når det gælder behandling og forebyggelse.
En tværfaglig og tværsektoriel tilgang er afgørende for at optimere sårbehandling, rehabilitering og forebyggelse. Fodterapeuternes arbejde i MDT er helt sikkert noget, som er med til at øge kvaliteten i behandlingen og noget, som vi fortsat skal udvikle og fremme, siger DSFS’ formand Annette Høgh, der til daglig er karkirurg og leder af Sårcenter Viborg, Hospitalsenhed Midt.