
Klinik for fodterapi Padborg er den første klinik i Aabenraa kommune til at modtage Sundhedsfremmemærket 2023. Mærket uddeles til lokale virksomheder, der gør en ekstra indsats for at fremme sundheden på arbejdspladsen.
For klinikejer Lone Bakowsky og indlejer Hanne Jepsen er sundhed på og omkring arbejdspladsen en grundsten for et godt arbejdsliv. Når de modtager Sundhedsfremmemærket 2023, er derfor en stor anerkendelse af det gode arbejde, klinikken gør. Det fortæller Lone Bakowsky:
“I vores daglige arbejde fremmer vi sundheden hos borgerne. Så det giver mening, at vi, som en del af sundhedsvæsenet, også gør en indsats for vores egen sundhed. Vi passer bedst på vores patienter, når vi også passer på os selv.”
Sundhed er også en blød værdi
Lone Bakowsky og Hanne Jepsen er generelt meget bevidst om sundhed og trivsel for dem, de arbejder sammen med. Derfor forsøger klinikken i Padborg blandt andet at forebygge sygdom og fravær med månedlig massage, hvor massøren kommer ud på klinikken.
Men sundhed handler ikke kun om det fysiske helbred, men også at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til alle, fortæller Lone Bakowsky:
“Sundhedsfremme er for os også en blød medarbejderværdi. Arbejdslivet er i dag ikke kun en måde at skabe indkomst på, men også identitetsskabende og en ramme for det sociale liv. Derfor har vi fx gennem årene haft flere flexjobbere ansat. Det er personer, der har været sat uden for det almindelige arbejdsmarked. Men hos os er de med til at skabe værdi for klinikken og patienterne hver dag.”
Modtagelsen af mærket forpligter
Klinik for fodterapi Padborg blev i 2020 godkendt til CSR-mærket, der gives til virksomheder med et socialt ansvar. Det var også på den baggrund, at Aabenraa kommune tog kontakt til klinikken med en opfordring om at søge det nye Sundhedsfremmemærke for virksomheder i kommunen.
Lone Bakowsky og Hanne Jepsen modtog Sundhedsfremmemærket til en ceremoni, hvor også nogle af kommunens større virksomheder fortalte, hvordan de fremmer sundheden blandt medarbejdere. Beviset for prisen hænger i ramme nede i klinikken og det forpligter, fortæller Lone Bakowsky:
“Der er mange kunder, der har lagt mærke til, at vi har modtaget Sundhedsfremmemærket. Det viser, at vi gør en forskel og sætter sundhed først – både for patienterne og os i klinikken. De synes, det er flot. Så det forpligter da til at forsætte med at udvikle vores arbejdsplads og fag. Vi stopper ikke igen!”
Læs mere om Sundhedsfremmemærket på Aabenraa Kommunes hjemmeside
Om Klinik for Fodterapi, Padborg
|