Unge kvinder i sundhedsvæsenet melder sig oftere syge

Unge kvinder har flere sygedage, hvis de har jobs, hvor de fx skal håndtere og tage stilling til patienter og pårørendes problemer.  

Oplevelsen af at skulle forholde sig til andres problemer på arbejdet kan have betydning for, hvor ofte især yngre kvinder melder sig syge.  

Det viser et nyt studie, hvor forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har fulgt over 300.000 yngre arbejdstagere fra deres første indtræden på arbejdsmarkedet.  

Unge, kvindelige medarbejdere i stillinger med høje følelsesmæssige krav har ifølge undersøgelsen højere sygefravær end andre. Det kan fx være medarbejdere, der ofte bliver følelsesmæssigt berørt af deres arbejde eller ofte skal tage stilling til fx patienter, klienter og elevers problemer i løbet af arbejdsdagen.  

Resultaterne svarer til, at for hver 100 tilfælde af sygefravær blandt kvinder med lave følelsesmæssige krav, vil der forventes 144 tilfælde af sygefravær blandt kvinder med høje følelsesmæssige krav. Ansatte i sundhedsvæsenet er blandt de arbejdstagere, der oftest oplever høje følelsesmæssige krav i deres arbejde. 

Det er ikke kun følelsesmæssig involvering i løbet af arbejdsdagen, der kan føre til flere sygedage blandt unge kvinder. Også lav indflydelse på arbejdsopgaverne hænger ifølge studiet sammen med mere sygefravær. 

Læs den videnskabelige artikel bag nyheden: Psychosocial working conditions and sickness absence among younger employees in Denmark: a register-based cohort study using job exposure matrices