Fleksibel model bliver permanent i Region Syd

Region Syddanmark har vedtaget at gøre deres model med frit ydernummer uden for byerne permanent. Det besluttede regionsrådet i denne uge.

Den første region, der valgte at løsne op for en striks styring af ydernumre og kapaciteter, var Region Syddanmark. Det skete i 2015 og nu har regionsrådet besluttet at gøre modellen permanent. Det kommer fodterapeuter og patienter til gode.

Model med stor succes
Martin Kaag, sundhedspolitisk konsulent i Danske Fodterapeuter, synes, at det er meget positivt, at regionen har gjort ordningen permanent. Han anser modellen som en stor succes.

”Region Syddanmark har øget antallet af kapaciteter og patienter, der bliver behandlet. Det ser vi tydeligt effekten af. Regionen er den, der kommer tættest på at opnå, at antallet af patienter, der får fodterapi, følger væksten i antallet af borgere med diabetes. Det er en stor udfordring i flere af de andre regioner, at borgere må kæmpe om at få lavet fodstatus og foretaget behandlinger”, siger Martin Kaag.

Dengang Region Syddanmark indførte modellen, fortalte Bo Libergren, medlem af regionsrådet (V), til Fodterapeuten, at de gjorde det, fordi de kunne se blinde pletter i byerne. Dem ville de gerne dække. Og at regionen prioriterede tilgængeligheden for ældre og mindre mobile borgere, der havde brug for fodterapi. Allerede dengang var Region Syddanmark ikke bekymret for overforbrug. Desuden anså de det, som et større problem, at dem med behov for fodterapi, ikke kom af sted, end at nogen kom for ofte.

Fordel i flere regioner
Region Sjælland har for nylig indført en lignende model, og to andre regioner overvejer at gøre det samme.

”Procedurerne i de fleste regioner er restriktive og kan med fordel lade sig inspirere af erfaringerne fra Syd. Vores medlemmer i samarbejdsudvalgene har bragt kapacitet på dagsordenen i alle regioner”, siger Martin Kaag.

Martin Kaag håber samtidigt, at Region Syd vil udvide antallet af de såkaldte åbne områder, der er omfattet af ordningen:

“Den stigning i antallet af borgere med diabetes, som man forventer vil ske, betyder nemlig, at der fortsat vil være et behov for at udvide behandlingsmulighederne”, siger han.

 

Arkivfoto: Bo Libergren (V), medlem af regionsrådet i Sydddanmark, i 2015 udenfor en klinik dengang modellen blev indført.