Region Midtjylland udvider fodterapien med 2,8 millioner kroner ekstra og afsætter 1,5 millioner kroner til socialfodterapeuter. Inspirationen kommer fra Flexklinikken på Bispebjerg Hospital.

Ventetiden til fodterapi i Region Midtjylland er i gennemsnit den højeste af alle regioner. Derfor har Regionsrådet i Midtjylland indgået et budgetforlig, hvor de varigt afsætter 2,8 millioner ekstra til fodterapi fra 2027. Det betyder, at blandt andre borgere med diabetes kan komme i behandling hurtigere.
Størst effekt med fleksibel fordeling af ydernumre
Cille Holse, formand for Danske Fodterapeuter, synes, at budgetforliget signalerer, at Region Midtjylland tager udfordringerne med lange ventelister til fodterapi alvorligt.
”Jeg synes, at det er rigtigt positivt, at Region Midtjylland afsætter 2,8 kroner ekstra til at nedbringe ventetiderne til fodterapi. Det er første gange regionen afsætter så stort et ekstra beløb til at forebygge fodsår og amputationer hos mennesker med diabetes, så det er et godt skridt i den rigtige retning”.
Ventetiderne har længe skabt stor frustration for både patienter og fodterapeuter i regionen, så Cille Holse er meget glad for udsigten til, at det kan blive bedre.
”Det er endnu svært at sige, hvor meget det kommer til at betyde for ventelisterne, da antallet af mennesker med diabetes stadigt stiger. Vi håber, at ydernumrene vil blive fordelt så fleksibelt som muligt, allerhelst efter en Region Syd-model med åbne og lukkede områder. Det vil øge chancen for, at vi fodterapeuter kan behandle så mange med tilskud som muligt”, siger hun.
Gennemsnitlige ventetider i regionerne
Region Midtjylland: 31 uger
Region Nordjylland: 20 uger
Region Syddanmark: 21 uger
Region Hovedstaden: 15 uger
Region Sjælland: 21 uger
Kilde: Samarbejdsudvalgene for fodterapi i regionerne
Ventelister er et kæmpe problem
Poul Berggren (V), formand for Samarbejdsudvalget for fodterapi i Region Syddanmark, fortæller, at ventelister til fodterapi er et kæmpe problem:
”Jeg håber, vi kan komme til at knække kurven. Region Syddanmark har stået i samme problemer som os, og når de har kunnet knække kurven over ventelister, kan vi også gøre det”.
Han synes derfor, at det kan være klogt at se mod Region Syddanmark for at se, hvordan de fordeler ydernumre til fodterapeuter.
”Jeg kunne også godt tænke mig at gøre sårbehandling til diabetikere helt gratis ved at fjerne egenbetalingen. Og så overvejer jeg, om vi kan hjælpe fodterapeuter med at starte klinikker i nogle områder. For der er kæmpestor forskel på at være fodterapeut i vest og øst. Det har vi gjort for lægerne, det kan vi måske også gøre for fodterapeuter”.
Indfører socialfodterapeuter
I budgetforliget har regionsrådet også øremærket 1,5 millioner kroner til at ansætte socialfodterapeuter, som skal sikre bedre sundhed, egenomsorg og brobygning for udsatte patienter. Initiativet er inspireret af socialfodterapeuter på Flexklinikken på Bispebjerg Hospital.
”Jeg synes, at det er en vanvittig god beslutning samtidigt at forbedre mulighederne for at regionens mest udsatte borgere kan få fodterapi. Vi ved, at udsatte borgere har brug for specielle tilbud, fordi de ikke kommer i vores klinikker af sig selv. Det er derfor meget fremsynet af Region Midtjylland at lade sig inspirere af Hovedstadens model, og jeg håber, at flere regioner tager det gode eksempel til sig”, siger Cille Holse.
Alle 10 partier i Regionsrådet i Midtjylland har natten til den 3. september 2026 skrevet under på regionens budget for 2027, der endeligt bliver godkendt den 23. september.
Budgettet bliver startskuddet til en markant forandring af det midtjyske sundhedsvæsen. Fra 1. januar 2027 træder centrale dele af sundhedsreformen nemlig i kraft, og Region Midtjylland overtager en række nye sundhedsopgaver fra kommunerne.
Socialfodterapeuter i Flexklinikken
Flexklinikken på Bispebjerg Hospital oprettede i 2024 en fodklinik med socialfodterapeuter på forsøgsbasis. I slutningen af 2025 blev fodklinikken et permanent tilbud til socialt udsatte borgere.
Årets Fod 2025
Danske Fodterapeuter overrakte i 2025 prisen Årets Fod til Dorte Vilhelmsen, tidligere regionsrådspolitiker (K), for at få afsat penge til at ansætte socialfodterapeuter på Flexklinikken på Bispebjerg Hospital.