Fodens Dag 2026 fremmer børns fodsundhed

Ny forskning viser, at halvdelen af skolebørn har smerter i fødderne. Alligevel er børns fodsundhed et overset område. Det vil Danske Fodterapeuter lave om på den 8. oktober på Fodens Dag, og du kan hjælpe til.

Den 8. oktober er det Fodens Dag. Den markeres verden over. Danske Fodterapeuter markerer dagen ved igen at sætte børns fodsundhed på dagsordenen.

Ny dansk forskning viser, at hvert andet skolebarn har smerter i fødderne i gennemsnitlig otte uger på et skoleår, og hvert fjerde skolebarn har egentlige fodproblemer. Forskningen viser også, at 7 ud af 10 børn går i for små sko.

Fodterapeuter spiller derfor en central rolle for børns fodsundhed:

“Vi fodterapeuter har en vigtig opgave i at fremme fodsundheden blandt børn i Danmark, så færre har smerter og fodproblemer. Det kan vi gøre på daglig basis i vores klinikker, men det kan også ske ved særlige lejligheder som på Fodens Dag,” siger Cille Holse, formand for Danske Fodterapeuter.

Gør gode råd gratis den 8. oktober

Fodterapeuter kan fejre dagen ved at give børn et gratis fodtjek og rådgive forældre om, hvordan de sørger for, at deres barn får den bedst mulige fodsundhed.

”Selvom mange opfatter tilstande som fx nedgroede negle og skæve storetæer som relativt uskyldige, så kan de være årsag til smerter. Det kan føre til, at barnet ikke har lyst til at dyrke sport eller bevæge sig i hverdagen, hvilket kan gøre, at barnet bliver mindre aktivt senere i livet,” siger Cille Holse.

Forældre kan hjælpe med at forebygge, at problemerne opstår blandt andet ved at indføre gode fodvaner i hverdagen.

Du kan være med

Hvis du vil være med til at hjælpe forældre med at varetage deres børns fodsundhed, kan du kontakte en lokal skobutik, en daginstitution, en idrætsklub eller lignende. Det vigtigste er, at det er et sted, hvor forældre kommer med deres børn.

Et godt råd er at gå tidligt i gang, så du får alle aftaler på plads. Du får flere tips til planlægning og afvikling af dagen på siden for Fodens Dag.

Sko er en hyppig synder

Årsagerne til børns fodproblemer er mange, men forkert fodtøj er en hyppig synder.

Sune er en blåfodet sule, som er Danske Fodterapeuters maskot.

“Skoene kan være et godt sted at starte, da forskningen viser, at børnenes fodtøj ofte er forkert. Lige på det punkt kan vi sammen klæde forældre på til at vælge klogt, når de køber sko,” forklarer Cille Holse.

Danske Fodterapeuter stiller også med et hold fodterapeuter, en gruppe fodterapeutstuderende og flere sekretariatsmedarbejdere to steder i landet:

  • i Birk Sko i Field’s i København
  • i Skoringen i Randers Storcenter

Men der er også visse skobutikker, som selv har taget initiativ til at afholde dagen i fx:

  • I Ringe, Algade 21

For Cille Holse, som selv er til stede på dagen i Field’s, handler initiativet om mere end nye sko:

“Barndommen er der, hvor vi skaber vanerne for et aktivt liv. Hvis børn har ondt, når de går, løber eller dyrker sport, kan det forhindre dem i at være aktive tidligt i livet. Derfor er Fodens Dag er en oplagt mulighed for sammen at fremme fodsundheden hos børn.”

Sådan deltager du

Du kan markere dagen ved selv at række ud til fx din lokale skobutik, en børnehave, en vuggestue eller en sportsklub og tilbyde din rådgivning. Der er ingen krav om, at du skal vælge bestemte samarbejdspartnere.

Danske Fodterapeuter har udarbejdet en række markedsføringsmaterialer, som du finder i printshoppen:

Disse er lige til at printe selv:

  • Poster i A4 og A3, som kan hentes i printshoppen og hænges op både i vinduerne i din klinik og hos dem, du har truffet aftale med.
  • Pressemeddelelse/nyhed til lokalavisen, egen hjemmeside eller nyhedsbrev.
  • Tekst og illustration til sociale medier.

Disse skal du have et trykkeri ind over:

  • Folder med fodskabeloner og gode råd til forældre, om hvordan de køber sko.
  • Wallsticker du kan sætte på væggen eller gulvet.
  • T-shirt med Sune på.
  • Klistermærker du kan dele ud til børnene.

Find materialerne her