Fodstatusdatabasen indeholder viden om fodsundheden hos næsten 1 million mennesker med diabetes. Data indsamles fra fodterapeuters årlige fodstatusundersøgelser og giver et unikt indblik i udfordringerne for fodsundheden med diabetes.
Fodstatusdatabasen har eksisteret siden 2011 og er en skattekiste med data til forskning i diabetiske fodproblemer. Hvert år indsamles data fra fodundersøgelser på cirka 133.000 danskere med diabetes (2025-tal), hvilket betyder, at databasen rummer cirka 1 millioner fodstatusser.
Det er Danske Fodterapeuter og Danske Regioner, der samarbejder om Fodstatusdatabasen.
Fodterapeuter udfører fodstatus ved at følge en standardiseret metode, der er i overensstemmelse med både nationale og internationale standarder. Undersøgelsen er en del af den forebyggende indsats, der skal nedsætte risikoen for fodsår og amputationer hos mennesker med diabetes.
Databasen bidrager til forebyggelse
Den standardiserede fodstatusundersøgelse og databasen bidrager til høj kvalitet dels i forebyggelse af komplikationer i fødder, dels i overlevering af patientoplysninger til andre parter.
Fodstatusdatabasen bruges primært til at overlevere viden om patienters fodsundhed, når de fx skifter fodterapeut. Hospitalsafdelinger og ambulatorier kan også få adgang til deres patienters fodstaus.
Patientens egen læge modtager automatisk resuméer af fodstatusundersøgelsen i deres patientjournal, hvilket gør det muligt for egen læge at få et hurtig overblik over deres patienters fodsundhed.
Derudover bruges data også til at dokumentere behandlingerne over for regionerne, som kan følge udviklingen og sikre kvaliteten.
Fodstatusundersøgelse bestemmer data
Under fodstatusundersøgelsen registrerer fodterapeuter adskillige forhold, der kan påvirke fødderne. Det drejer sig blandt andet diabetestype, neuropati (nerveskader), problemer med blodcirkulationen, fejlstillinger, bevægelighed, sår eller hud- og negleforandringer.
Fodterapeuter registrerer også, hvordan patientens fodtøj er, subjektive gener og flere andre relevante oplysninger i forhold til at forebygge og identificere komplikationer i patientens fødder.
Ud fra resultaterne vurderes det, om patienten har en lav eller høj risiko for at udvikle komplikationer i deres fødder pga. diabetes. På den baggrund bliver patienten grupperet i fire forskellige risikogrupper, hvor risikogruppe 1 har en lav risiko, 2 har en mellem risiko, 3 har en høj risiko, og 4 har en høj risiko med særlige behov.
Se hvad der registreres
I fodstatusskemaet kan du se, hvad der kan blive registreret
Få adgang til Fodstatusdatabasen
Er du sundhedsperson og har en legitim årsag til at få adgang til en patients fodstatus, kan du anmode om adgang hos Multimed på hotline@multimed.dk:
