De første mange år af Danske Fodterapeuters levetid har båret præg af at være en kamp om faggrænser, fagtitler og foreningens navn. De er blev ændret adskillige gange mens rammerne om faget er blevet defineret og opbygget.
Fodlæge, fodspecialist, lægeautoriseret fodplejer, fodplejer, autoriseret fodplejer og statsautoriset fodterapeut. Så mange titler har standen haft siden 1932, og foreningen og medlemsbladet har skiftet navn lige så mange gange.
Det starter med, at foreningen bliver døbt Dansk Fodlæge Forening den 26. september 1932, da den bliver stiftet i Admiral Gjeddes Gaard i København. To år efter – hvor foreningen er vokset fra 40 til 100 medlemmer – udkommer medlemsbladet første gang med titlen Maanedsskrift for Danske Fodlæger.
Kun for autoriserede læger
Titlen på standen bliver dog hurtigt et diskussionsemne. I et udklip fra en unavngiven avis – formentlig fra 1935 – kan man læse, at foreningen allerede er gået i tænkeboks angående standens titel, fordi det kun er autoriserede læger, der må benytte lægenavnet. Det står i en paragraf i Lægeloven, der ikke er til at komme udenom, siger foreningens daværende juridiske konsulent, overretssagfører O.L.B Jensen: ”Foreløbig er de standset ved Pedilog. Det lyder videnskabeligt, saadan set da, men er det ogsaa et godt Arbejdsnavn? Bør man uvilkaarligt vide, at en Pediolog er en veluddannet Dame eller Herre, der giver dygtig, standsbetonet Fodpleje? Eller vil man tænke sig et Øjeblik om, om det nu er en Frimærkesamler eller en, der er Specialist i det gamle Ægypten? Og bliver saa det næste, at Tandlægen skal hedde Dentist Eller Tandolog?”.
Ej heller fodspecialister
I 1936 fradømmer Østre Landsret Dansk Fodlæge Forening retten til at bruge navnet fodlæge. Foreningen skifter derefter navn til Foreningen af danske Fodspecialister og medlemsbladet får titlen Maanedsblad for Danske Fodspecialister. Det skifter dog hurtigt navn til Medlemsblad for Danske Fodspecialister.
Det viser sig imidlertid, at myndighederne ikke kan acceptere ordet fodspecialist. Et af argumenterne er, at ordet specialist i lægeloven er stærkt afgrænset og kræver en videnskabelig uddannelse og autorisation fra Sundhedsstyrelsen.
Lægeautoriserede kan forveksles
I 1942 dukker en ny forening op med titlen Almindelig Dansk Fodplejerforening, der består af både fodplejere og læger. Endnu et medlemsblad ser dagens lys og får navnet Scalpellen. Samme år giver Den almindelige danske Lægeforening autorisation til fodplejere og i 1943 skifter Foreningen af danske Fodspecialister navn til Landsforeningen af lægeautoriserede fodplejere. Fagbladet får lige så vel en ny titel; Fodplejeren.
Men heller ikke det navn holder længe. Lægeforeningens fodplejeudvalg foreslår umiddelbart herefter at udelade ’lægeautoriserede’ for at undgå forvekslingerne mellem titlerne lægeautoriserede og lægeeksaminerede, som uautoriserede fodplejere benytter. Som en konsekvens af det, skipper bestyrelsen lægeautorisede i foreningens titel, som ender på Landsforeningen af fodplejere.
I 1948 får Almindelig Dansk Fodplejerforening og Landsforeningen af fodplejere en fælles skole, hvorefter de to fodplejeforeninger beslutter at slå sig sammen. Dermed får foreningen – i løbet af 16 år – sit femte navn; Fodplejerforeningen. Og som en konsekvens af det, bliver medlemsbladet omdøbt til Tidsskrift for Fodplejere.
Bomærke-stridigheder
Titler er dog ikke det eneste, der strides om. Også bomærket viser sig at volde problemer, da det bliver indregistreret ved Patent- og Varemærkedirektoratet. Hele tre firmaer opponerer mod bomærket – et kaffefirma, Handelstandens gymnastikforening og Good-Year. Sagen bliver langvarig og besværlig, og til sidst beder foreningen tegneren af det oprindelige bomærke – Thor Bøgelund – om at finde ud af, hvilke ændringer der skal til for at få bomærket registreret. Det resulterer i, at to æskulapsnoge under den bevingede fod bliver til en enkelt snog, hvilket er en tilstrækkelig ændring til at få bomærket registreret i 1950.
I 1965 bliver Fodplejerskolen adskilt fra foreningen, fordi den bliver en selvejende institution. Om adskillelsen siger dr. Frandsen fra Den alm. danske Lægeforening på foreningens generalforsamling: ”Tiderne har skiftet, og selvom det er vemodigt at skulle skilles fra foreningen, må det gøres klart, at med den størrelse, skolen efterhånden har fået, og med de krav, der stilles til undervisningen, har en skole af nuværende størrelsesorden ikke mulighed for at overtage det økonomiske ansvar. Adskillelsen mildnes dog en del ved de fremtidsmuligheder, der ligger i skolens nye status”.
Statsautorisation i titlen
I 1972 får faggruppen ny status og ny titel. Lov om fodterapeuter udløser den eftertragtede statsautorisation og faggruppen ændrer titel til statsautoriserede fodterapeuter. I bogen Fodterapiens udvikling gennem 50 år, skriver forfatter Axel Werner om autorisationen: ’Det indebærer i øvrigt, at navneskiftet medfører en notorisk adskillelse fra de ikke-autoriserede fodplejere, og at det nye navn, ifølge lovgivningen, således beskyttes’. Fodplejerskolen skifter herefter navn til Skolen for Fodterapeuter og foreningen får navnet Landsforeningen af danske Fodterapeuter. Samtidig skrifter medlemsbladet titel til det nutidige navn Fodterapeuten.
Danske Fodterapeuter fra 2014
I 1981 omdøbes foreningen til Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter – en titel som holder ved indtil 2014, hvor Danske Fodterapeuter bliver vedtaget af generalforsamlingen. Begrundelsen er, at navnet skal være mere mundret, så man ikke slår knuder på tungen. Det indebærer dog hverken, at faggruppe eller fagblad ændrer titel.
Forfatter: Tina Rønhøj. Genudgivelse fra Fodterapeuten 2017.