Fra 1. oktober 2024 træder den nye praksisoverenskomst i kraft og du får her et overblik over det væsentligste indhold i aftalen. De indebærer blandt andet, at positivlisten udvides markant, at parterne vil søge om direkte adgang til ortonyxi og at der indføres onlinebooking.
Danske Fodterapeuter mener, at aftalen medfører rigtig mange forbedringer, der er med til at styrke fodterapeuternes rolle i sundhedsvæsenet. Du kan læse hele overenskomsten her.
Danske Fodterapeuter og regionerne er enige om at søge Sundhedsministeriet om at ændre bekendtgørelse om tilskud til fodterapi, så kravet om lægehenvisning til bøjlebehandling fjernes. Direkte adgang gør processen hurtigere for patienterne og aflaster lægerne – og det bliver nemmere at forklare patienter, der ikke har brug for ortonyxi, hvilken behandling uden tilskud de skal have i stedet for.
Parterne har aftalt, at onlinebooking skal være muligt for patienterne senest 1. juli 2025, hvilket betyder, at der er god tid til at komme i gang.
Onlinebooking opleves af mange fodterapeuter som en aflastning fra telefonen. For at sikre en smidig overgang til onlinebooking har Danske Fodterapeuter haft et udvalg til at se på, hvordan man kan organisere det, så man ikke mister kontrollen over kalenderen.
Hvem er undtaget fra onlinebooking?
Onlinebooking skal kun tilbydes, når en patient har haft sin første konsultation. På den måde kan du sikre dig, at der bliver sat den korrekte tid af første gang, du har en ny patient. Du kan også undtage andre tilfælde fra onlinebooking. Det kan være hjemmebehandlinger, hvor transporttid skal kunne planlægges. Det kan også være specifikke patienter, der ønsker at booke tider, som ikke svarer til din vurdering af behandlingsbehovet.
Hvordan får jeg onlinebooking?
Danske Fodterapeuter anbefaler, at klinikken har en hjemmeside, hvor du kan have onlinebookingen. Du kan fx købe en hjemmeside igennem foreningen, oprette en selv eller få et eksternt bureau til at hjælpe dig.
Alle 6 godkendte kliniksystemer til fodterapeuter har mulighed for onlinebooking. Det kræver blot, at du indsætter et link på din hjemmeside, som du kan få hos det firma, du har dit kliniksystem hos. Linket skal sættes ind på din hjemmeside. Er du i tvivl om hvordan, er det en god idé at kontakte din udbyder.
Du vil kunne bestille mange flere produkter fra regionen, fordi positivlisten udvides. Du vil blandt andet kunne bestille Polymen til sårbehandling og Composit-materiale til neglebehandling. Det vil øge din indtægt på behandlingerne, fordi du kan reducere dine udgifter. Du vil også kunne bestille lokalbedøvende produkter, net med gel til infektioner i neglefals, filt med klæb og silikonemasse til aflastninger.
Kvalitetsmodellen med netværksmøder, hvor fodterapeuter er formidlere, fortsætter, og du skal så vidt muligt deltage i de lokale netværksmøder. Er du forhindret på grund af ekstraordinære omstændigheder, kan du deltage i et andet tilsvarende netværksmøde i regionen.
Du skal arbejde under overenskomsten for at kunne deltage i netværksmøderne. Dog kan en indlejer, der jævnligt fungerer som vikar, også deltage. Det er også tilfældet, selvom netværksmøderne ligger i en periode, hvor indlejer ikke er vikar. Det kræver dog, at der er plads, og at der ikke deltager flere end 30 på mødet.
Diabetesefteruddannelsen bliver permanent med økonomisk støtte fra Kvalitets- og efteruddannelsesfonden. Efteruddannelsen vil blive udbudt i både Øst- og Vestdanmark hvert år.
Det tilskud, du kan få til efteruddannelse, sættes op til 1.100 kroner. Det er en forhøjelse pa 350 kroner pr. dag, og du kan fortsat opnå tilskud til to kursusdage om året.
Region Syddanmark har kørt et forsøgsprojekt med vederlagsfri fodvortebehandling hos privatpraktiserende fodterapeuter. De har netop evalueret projektet og anmodet Sundhedsministeriet om at lave sundhedsloven om, så fodterapeuter kan udføre vederlagsfri fodvortebehandling nationalt. Hvis det sker, er det aftalt, at fodvortebehandling skal være som et nyt speciale i overenskomsten.
Aftalen fremrykker det tidspunkt, hvor patienterne senest kan melde afbud i tide fra kl. 18 til kl. 12 dagen inden behandlingen. Det øger din chance for at kontakte en anden patient, der kan overtage den ledige tid.
Danske Regioner tilfører 4 millioner kroner til fonden som et engangsbeløb ud over de løbende indbetalinger. Det sikrer, at der er penge til alle de nye tiltag og til de eksisterende efteruddannelsesinitiativer.
1 millioner kroner af fondens midler øremærkes til sårbeskæringsprojekter.
Danske Regioner vil understøtte projekter, der bidrager til at forbedre sårheling for at forebygge amputationer hos patienter.
Formålet med projekterne er at belyse, hvordan fodterapeuter kan komme til at spille en større rolle og fremme kortere og mere effektive behandlingsforløb.
I dag er der egenbetaling ved behandling af fodsår for diabetespatienter hos privatpraktiserende fodterapeuter, hvorimod det er vederlagsfrit i sårambulatoriet og ved en kommunal sårsygeplejerske. Dette er en udfordring, som parterne ønsker at se nærmere på.
Derfor kan projekter, der ser på egenbetalingens betydning for adgang til fodterapeutisk behandling, komme i spil i forhold til fondens midler.
Rammen, som er den samlede sum af regionale tilskud, der må udbetales til fodterapeuterne, hæves med 11 millioner kroner i 2024.
Det svarer til en stigning på 6,8 procent og rammen reguleres sammen med honorarerne hvert halve år. Det har stor betydning, at der kommer flere penge til den økonomiske ramme for fodterapi, fordi antallet af diabetespatienter og multisygeældre stiger. En anden årsag til, at det er vigtigt med en tilstrækkelig høj ramme, er, at det kan udløse et tilbagebetalingskrav eller nedsættelse af honorarer, hvis der bruges for mange penge på tilskud.
Honorarerne reguleres fortsat hvert halve år i hele overenskomstperioden ud fra prisstigninger og de offentlige lønstigninger. Den 1. april 2024 steg honorarerne med 2,33 %.
Indlægsbeskrivelsen moderniseres med blandt andet en mere detaljeret beskrivelse af den indlægsundersøgelse, som du foretager før du fremstiller indlæg. Honoraret opdeles i indlægsundersøgelse og fremstilling af indlæg, da det har været en udfordring, at betalingen tidligere først faldt, når patienten fik udleveret indlægget. Ved at opdele honoraret sikrer vi, at du kan få betaling for din indlægsundersøgelse, selvom patienten fortryder undervejs og alligevel ikke vil have indlægget.
Reglerne om krav om fremstilling af indlæg forenkles. Det har været et krav i de sidste to overenskomstperioder, at alle skulle fremstille indlæg, men nu kan du opfylde kravet, hvis der er mindst én på klinikken, der kan tilbyde indlæg. Du kan ikke søge om dispensation længere, men alle hidtidige dispensationer fortsætter.
Kravet om, hvor meget du mindst skal omsætte for på et ydernummer, sættes op til 60.000 kroner om året pr. kapacitet. Nystartede klinikker skal først nå op på minimumsomsætningen inden for to år. Hidtil har kravet til minimumsomsætningen ligget på 40.000 kroner om året efter tre års virke under overenskomsten.
Stramningen er et kompromis mellem interessen i at udnytte kapaciteterne i de regioner, hvor der er mangel på ydernumre, og stadig gøre det attraktivt at have ydernummer i de regioner, som har en mere fleksibel tildeling.
Dog er der dispensationsmuligheder for udkantsområder, for midlertidige udfordringer eller hvis du har varige udfordringer. Se mere om sidstnævnte i overenskomstens § 18, stk. 2.
Det har længe været et krav, at du skal opdatere sine ventetider. Men alt for få får det gjort.
Derfor bliver det fremover lettere at opdatere sin ventetid ved at gøre det mere klart, om opdateringen er slået igennem. Som noget nyt bliver der sat nogle mål for, hvornår ventetiden senest skal være opdateret. Dansk Regioners sanktionsmuligheder fortsætter som hidtil, men proceduren for regionens reaktion forkortes.